Coronapanik på børsen: Norwegian styrtdykker

Det hårdtprøvede flyselskab Norwegian styrtdykker på børsen - coronapanikken spreder sig til flybranchen

Har man grund til at panikke, hvis man har bestilt sin sommerferie til et i øjeblikket coronaramt område? Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut svarer på brugernes spørgsmål. Producer: Lasse Brøndal

Det går i forvejen ikke godt for flyselskabet Norwegian.

Lavprisselskabet har de seneste år døjet med dårlige økonomiske resultater - og nu bliver selskabet også ramt af frygten for coronavirus.

Selskabets aktiekurs er faldet med hele 40 procent de seneste to uger på børsen i Oslo.

Det kunne Finans.dk berette onsdag, og selskabets aktiekurs fortsætter sin dramatiske nedgang torsdag eftermiddag.

I skrivende stund er aktien faldet med over 50 procent målt på den seneste uge.

Ifølge en aktieanalytiker er der ingen tvivl om, at det store kursfald skyldes frygten for coronavirus.

- Det skyldes helt afgjort coronavirus. Det skyldes frygten for, at de aflysninger, som vi har har set fra Europa til Kina, spreder sig til også at blive aflysninger inden for Europa, siger aktieanalysechef og luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Ekstra Bladet 

Han forudser, at frygten for coronavirus vil påvirke hele branchen.

- Det vil blive rigtig dyrt ikke bare for Norwegian, men for alle flyselskaber. Når investorerne tager ekstra hårdt fat i Norwegian, skyldes det, at de er en af de europæiske flyselskaber, som har en knap så stærk økonomisk stødpude, uddyber han til Ekstra Bladet.

Elendigt regnskab
Norwegian har i mange år haft problemer med finanserne. Det blev igen tydeligt, da selskabet tidligere på måneden kom ud med et katastrofalt regnskab, der viste et underskud på hele 1,2 mia. kroner.

 Se også: Analytiker: - Elendigt for Norwegian

- Det er et elendigt regnskab for 2019 for Norwegian. Også selvom det var inden for det forventede underskud set i forhold til det fra 2018, sagde Jacob Pedersen til Ekstra Bladet, efter regnskabet var blevet præsenteret.

Tidligere har iagttagere frygtet, at selskabet har været på randen af konkurs. Men det skal man ifølge aktieanalysechefen ikke frygte på trods af det katastrofale regnskab og nu coronapanikken, der påvirker selskabets økonomi.

- Der har jeg stadigvæk den meget klare holdning, at Norwegian ikke forsvinder fra landkortet. Det synes jeg ikke, at passagerer og almindelige mennesker skal være bekymrede for.

- Men det er klart, at hvis Norwegians indtægter forsvinder, fordi der kommer masser aflysninger i Europa, så er man i en situation, hvor den finansielle stødpude, som man har oparbejdet via blandt andet flere kapitalforhøjelser, hurtigt kan komme til kort. Så er man nødt til at gå ud med hatten i hånden og bede om flere penge.

Men ifølge Jacob Pedersen vil det ikke blive et problem, da investorerne kan se, at de finansielle problemer, som selskabet nu er stødt ind i, skyldes coronavirus.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Norwegian selv, men selskabet er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

33 kommentarer
Vis kommentarer