Dansk koncern i svimlende salg

Den svenske kapitalfond EQT har købt Chr. Hansens afdeling Natural Colors og dens 650 ansatte

Den danske ingredienskoncern Chr. Hansen sælger sin Natural Colors-afdeling for et beløb svarende til omkring seks milliarder kroner til den svenske kapitalfond EQT.

Det oplyser Chr. Hansen i en meddelelse lørdag.

Natural Colors-divisionen fremstiller naturlige farver til fødevarebranchen. Det er især til is, mejeriprodukter, frugtblandinger, drikkevarer og færdigretter.

Afdelingen har hovedkvarter i Hørsholm og har omkring 650 ansatte. I det seneste kvartalsregnskab udgjorde afdelingen næsten en femtedel af Chr. Hansens omsætning.

Det kommer ikke som et lyn fra en klar himmel, at afdelingen bliver solgt.

I juli varslede koncernen, at Natural Colors muligvis kunne blive skåret fra og solgt.

Begrundelsen er blandt andet, at divisionen ikke bruger samme teknologiplatform som den resterende del af Chr. Hansen-koncernen

Chr. Hansen er blandt verdens største producenter af bakterier, kulturer og enzymer til mejeriprodukter og føde- og drikkevarer med en omsætning over 8,5 milliarder kroner for seneste fulde regnskabsår.

De store konkurrenter er hollandske DSM og amerikanske Dupont.

Svenske EQT har tidligere lagt penge i danske virksomheder, og har således både investeret i Flying Tiger og HusCompagniet i Danmark.

I en kommentar til købet siger Mads Ditlevsen, der er partner i EQT:

- EQT's ambition er at hjælpe forretningen opnå yderligere vækst både organisk og ved tilkøb.

32 kommentarer
Vis kommentarer