Dansk Nordea-chef stopper

Christian Clausen træder efter eget ønske ud af Nordeas koncernledelse. Han afløses af nyt team.

Finanskoncernen Nordea skifter ud i topledelsen, efter at danske Christian Clausen efter eget ønske fratræder som koncernchef.

Nordea fortæller i en pressemeddelelse, at 60-årige Clausen efter otte år i spidsen for virksomheden stopper i sit nuværende job 1. november. Han fortsætter dog i en rådgivende rolle indtil udgangen af 2016.

I stedet overtager Casper von Koskull jobbet som koncernchef og administrerende direktør.

Den 54-årige finne suppleres af 50-årige Torsten Hagen Jørgensen, der fremover bliver ny driftsdirektør og vicekoncernchef.

- Med udnævnelsen af Casper von Koskull og Torsten Hagen Jørgensen får Nordea det ideelle team til at sikre en succesfuld ledelse af Nordea fremover.

- De kombinerer relationsbankerfaring og operationel ekspertise i verdensklasse, siger bestyrelsesformand Björn Wahlroos.

Han takker Christian Clausen for at have været medvirkende til at gøre Nordea til en stor og succesfuld international bank.

- Hans lederskab, kundefokus og internationale udsyn er enestående i banksektoren.

- Jeg har sat stor pris på vores samarbejde de seneste fire år, og jeg er meget glad for, at Christian vil acceptere at blive indstillet til bestyrelsen for Sampo, Nordeas største aktionær, siger Björn Wahlroos.

Christian Clausen tiltrådte som øverste chef i Nordea i april 2007. Han er tidligere direktør i Unibank, som i forbindelse med en fusion i 2000 blev til Nordea.

Han blev nærmest født ind i den finansielle sektor som søn af direktøren for Forenede Kreditforeninger - forløberen for Nykredit - der tidligt lærte sønnen at spare op og forvalte sine penge ordentligt.

Hver gang den unge Christian satte 100 kroner i banken, supplerede faderen med et tilsvarende beløb, og så var kursen ligesom sat.

Efter at have gennemført økonomistudierne blev han ansat i den daværende Henriques Bank, hvor han efter studieophold hos storbanker i New York, London og Hamburg blev chef for investeringsafdelingen.

Han blev dog hurtigt hevet over i Andelsbanken af sin tidligere læremester og kommende nationalbankdirektør, Bodil Nyboe Andersen.

Senere skiftede han til Privatbanken, som fusionerede med Andelsbanken og blev til Unibank.

Den blev igen i den store nordiske bankfusion i 2000 til Nordea, hvor han fik ansvaret for bankens kapitalforvaltning.

I 2007 blev han så udnævnt som bankens øverste chef, og det er lykkedes at føre Nordeuropas største bank helskindet gennem finanskrisen, blandet andet ved at sætte fokus på, hvordan kunden oplever mødet med banken.

Christian Clausen blev meget omtalt i svenske medier i begyndelsen af året, fordi han har deltaget i en række eksklusive jagter arrangeret og betalt af papirproducenten SCA, som er storkunde i Nordea.

Både Nordea og SCA har dog afvist, at der var noget etisk problem med Clausens jagtdeltagelse.

Christian Clausen stopper i Nordea fra 1. november, men slipper ikke banken helt. Han fortsætter i en rådgivende rolle indtil udgangen af 2016. Han indstilles endvidere til bestyrelsen hos Nordeas storaktionær Sampo.

1 kommentar
Vis kommentarer