Dansk supermarkedskæde del af bittert familieopgør: Arvinger i krig om milliarder

Der er udbrudt intern krig i den hemmelighedsfulde Albrecht-familie, som ejer Aldi og er en af Tysklands rigeste familier. Anklager om alkoholmisbrug er omdrejningspunktet i igangværende retssag om milliarder

Til højre ses de to grundlæggere af Aldi. Brødrene Theo (øverst) og Karl Albrecht. De døde for nogle år siden. Til venstre ses Theos svigerdatter Babette, der har startet retssagen op. Foto: DPA/AP
Til højre ses de to grundlæggere af Aldi. Brødrene Theo (øverst) og Karl Albrecht. De døde for nogle år siden. Til venstre ses Theos svigerdatter Babette, der har startet retssagen op. Foto: DPA/AP

I to år nåede tyske Volker Kasch at være topchef for detailgiganten Aldi i Danmark.

Ifølge Aldi er det sket 'efter eget ønske', og discountkæden, der nærmest er kendt for sine kæmpe millionunderskud, havde også problemer med økonomien inden da.

Udadtil har Aldi proklameret, at man alligevel vil investere massivt i en modernisering af sine mange butikker i Danmark.

Men at finde pengene til det har formentlig ikke været helt nemt, når man tænker på den spektakulære strid, som i øjeblikket hersker i den stenrige Albrecht-familie, der ejer Aldi-koncernen.

Aldi er delt op i en syd- og en nord-afdeling. Og for tiden bliver der internt i familien kæmpet med næb og klør omkring ejerskabet og kontrollen af sidstnævnte, som Danmark er en del af. Her er formuen på mere end 100 milliarder danske kroner.

Enke mod svoger
I spidsen for striden står den 64-årige enke Babette Albrecht, der kæmper en indædt magtkamp i retten mod sin egen svoger, Theo Albrecht Jr., der samtidig er den ene arving til det nordlige Aldi-imperium.

Sidste år gav han overfor det tyske Handelsblatt netop udtryk for, at familiestridigheder stod i vejen for 'nøglebeslutninger vedrørende investeringer med relation til butiks-moderniseringer i Frankrig og Danmark'.

Albrecht-familien har normalt altid værnet uhyre meget om sit privatliv, men sidste år slap der yderst private detaljer omkring stridighederne ud til pressen fra retssagen. Blandt andet anklager om alkoholmisbrug, der til sidst endte med at koste en af familiemedlemmerne livet.

Der findes ikke mange billeder af Albrecht-familien. Kun Babette har stillet op, når hun er blevet mødt af en fotograf. Her er hun sammen med en tysk designer. Foto: Insight media/All Over Press
Der findes ikke mange billeder af Albrecht-familien. Kun Babette har stillet op, når hun er blevet mødt af en fotograf. Her er hun sammen med en tysk designer. Foto: Insight media/All Over Press
 

Se også: Tysklands rigeste mand død

Hemmelig dødsårsag
Babette Albrecht mistede i 2012 i al hemmelighed sin mand, Berthold Albrecht, der døde i en alder af bare 58 år. Familien indrykkede først en dødsannonce nogle uger efter hans død, hvilket chokerede den tyske offentlighed. Dødsårsagen blev ikke afsløret.

Bertholdt var sammen med sin bror, Theo Albrecht Jr., den direkte arving til den nordlige halvdel af Aldi-imperiet, der altså i sin tid blev opdelt af selskabets grundlæggere Karl og Theo Albrecht Sr.

Men Bertholdts kone, Babette, og deres fem børn har efter hans død ikke haft nogen ret til indflydelse på driften af Aldi. I 2010 - et par år efter hans død - underskrev han nemlig nogle dokumenter, der udelukkede dem fra dette. 

Enken mener dog, at hendes afdøde mand på det tidspunkt var så alkoholiseret, at han reelt set ikke vidste, hvad han underskrev. Ifølge enken var misbruget så stort, at han endte med at drikke sig ihjel, har lækkede retsdokumenter afsløret ifølge den tyske avis Bild. 

Grundlæggeren Theo Albrecht fotograferet i 1971 kort efter, han var blevet frigivet af to kidnappere. I 17 dage blev han holdt fanget, indtil der blev betalt en løsesum på syv millioner d-mark. Han blev bortført på en parkeringsplads foran sit kontor.
Grundlæggeren Theo Albrecht fotograferet i 1971 kort efter, han var blevet frigivet af to kidnappere. I 17 dage blev han holdt fanget, indtil der blev betalt en løsesum på syv millioner d-mark. Han blev bortført på en parkeringsplads foran sit kontor.
 

Se også: Milliardær og Aldi-arving er død kun 58 år

Løssluppen enke
Broderen Theo har pure afvist hendes anklager. Han har tidligere haft konflikter kørende med svigerinden, som han har anklaget for at være lidt for løssluppen og ekstravagant, når det kom til hendes forbrug af penge.

- Familie-navnet Albrecht forpligter til en beskeden livsførelse, har han tidligere sagt til den tyske presse som en direkte stikpille.

I nogle af de lækkede retsdokumenter fremgår det også, at den tidligere topchef i Aldi, Hartmuth Weisemann, har oplyst, at Berthold Albrecht kun underskrev de omdiskuterede dokumenter, fordi han ikke ønskede at overdrage selskabet til sine børn, som han tilsyneladende mente ikke besad de nødvendige kompetencer til at drive selskabet videre.

På nuværende tidspunkt er der pause i retssagen, som dog forventes at starte op igen i løbet af foråret.

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere