Dansk svindler ville sponsorere Manchester City

Hesalight-stifter Lars Nørholt holdt i foråret 2016 møder med den engelske storklub, som han ifølge ny bog ville sponsorere. Kort tid efter blev han afsløret som storsvindler

Svindleren Lars Nørholt forsøgte i en periode at få et sponsorat med Manchester City i hus. Foto: PR
Svindleren Lars Nørholt forsøgte i en periode at få et sponsorat med Manchester City i hus. Foto: PR

47-årige Lars Nørholt blev for nylig idømt syv års ubetinget fængsel for at have svindlet for mere end 600 millioner kroner.

Med hjælp fra forfalskede kontrakter og manipulerede regnskaber havde han lokket bl.a. Danske Bank og PensionDanmark til at investere enorme beløb i sit lysselskab Hesalight.

Nu afslører en ny bog om sagen, at nogle af svindelpengene efter planen skulle bruges på et sponsorat af Manchester City.

To salgschefer fra den engelske fodboldklub rejste i foråret 2016 til Danmark for at holde møder med Hesalights topfolk.

’Det har været en sand fornøjelse at møde jer alle over de sidste par dage. Baseret på vores tid sammen er det helt tydeligt, at Hesalight er en førsteklasses organisation, og det er ingen overraskelse, at I hastigt er på vej mod at blive en markedsleder inden for jeres område,’ skrev en af salgscheferne efterfølgende i en mail til Lars Nørholt.

Mailen er refereret i den nye bog om Hesalight-sagen, ’Bag Lyset’, skrevet af journalist Nicolaj Vorre, som arbejder på Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Pep Guardiola er manager for Manchester City, som er en af verdens største fodboldklubber. Arkivfoto: Rui Vieira/AP
Pep Guardiola er manager for Manchester City, som er en af verdens største fodboldklubber. Arkivfoto: Rui Vieira/AP
 

Champions League
Ifølge bogen var mødet i Roskilde langt fra det eneste mellem fodboldklubben og Hesalight.

Senere rejste tre chefer fra det danske selskab til Manchester i England for at drøfte det mulige samarbejde med repræsentanter fra Manchester City.

Derudover blev blandt andre Lars Nørholt inviteret til at overvære nogle af klubbens kampe i Champions League.

De største ofre for svindlen

Ved hjælp af regnskaber pumpet op med forfalskede kontrakter tiltrak Hesalight i 2014 og 2015 investeringer på næsten 600 millioner kroner.

Her er de største investorer:

  • PenSam: Investering på 260 millioner kroner.

  • IKEA-koncernen: Investering på 187 millioner kroner.

  • Danske Bank: Investering på 52,5 millioner kroner.

  • PensionDanmark: Investering på 52,5 millioner kroner.

Men det blev aldrig til noget sponsorat. For mens dialogen mellem parterne stod på, blev Lars Nørholts store fupnummer afsløret.

Hesalight løb tør for penge og gik konkurs med et brag i november 2016. Samme dag blev både hovedkontoret i Roskilde og ejerens villa til 15 millioner kroner i domkirkebyen ransaget af Bagmandspolitiet.

Lars Nørholt er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse om dialogen med Manchester City. Han har heller ikke ønsket at medvirke i bogen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Hesalights hovedkvarter i Roskilde, hvor repræsentanter fra Manchester City ifølge en ny bog var til møde. Arkivfoto: Rune Aarestrup Pedersen
Hesalights hovedkvarter i Roskilde, hvor repræsentanter fra Manchester City ifølge en ny bog var til møde. Arkivfoto: Rune Aarestrup Pedersen
 

Rekordstraf
I april 2020 blev Lars Nørholt i Østre Landsret dømt for at have begået bedrageri, dokumentfalsk, mandatsvig, skyldnersvig og momssvig for mere end 600 millioner kroner.

Han blev straffet med syv års fængsel og tangerede dermed Stein Baggers rekordstraf for svindlen i IT Factory.

De hårdeste domme for svindel

De strengeste straffe i sager om økonomisk kriminalitet

  • Stein Bagger, IT Factory - 7 års fængsel
  • Lars Nørholt, Hesalight - 7 års fængsel
  • Britta Nielsen, Socialstyrelsen - 6,5 års fængsel
  • Klaus Riskær Pedersen - 6 års fængsel
  • Bjørn Stiedl, sager om selskabstømmeri - 6 års fængsel
  • Steen Gude, Stones Invest - 6 års fængsel

- Det er en historisk hård dom. Vi er særdeles tilfredse med, at landsretten har vurderet, at det her er en af de groveste sager om økonomisk kriminalitet, som vi har set i Danmark, sagde Jørn Thostrup, specialanklager i Bagmandspolitiet, i den forbindelse til Ekstra Bladet.

Se også: Storsvindler fik rekordstraf: Nu vil han i Højesteret

28 kommentarer
Vis kommentarer