Danske Bank drosler voldsomt ned i skandaleplaget region

Danske Bank fortæller i sit regnskab, at man mindsker forretningen voldsomt i den udskældte region Baltikum

Danske Bank skærer voldsomt ned i sin baltiske forretning, der er plaget af sager om hvidvaskning af milliarder af euro.

Det fremgår af regnskabet for første kvartal, der netop er offentliggjort.

- Som et led i vores strategi om at fokusere på de nordiske markeder vil vi i de baltiske lande fremover udelukkende betjene datterselskaber af vores nordiske kunder og globale selskaber med interesser i Norden.

- Alle øvrige bankaktiviteter vil blive overført til vores Non-core enhed, skriver Danske Bank i en pressemeddelelse.

I regnskabet fremgår det, at udlån for 13 milliarder kroner vil blive flyttet til Non-core.

Non-core er den del af forretningen, der ikke anses som en kernedel af Danske Bank. Tidligere har dele af den irske forretning, der var stærkt kriseramt, ligget der.

Danske Banks forretning i Baltikum, specielt Estland, er ramt af anklager om, at den er blevet misbrugt til hvidvaskning af milliarder af euro.

Der er flere undersøgelser i gang af forholdene.

6 kommentarer
Vis kommentarer