Aktien falder igen-igen: USA går ind i Danske Bank-sag

Danske Bank-aktien tabte 1,6 milliarder kroner i værdi, efter at det kom frem, at USA undersøger hvidvasksag

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Endnu engang ser hvidvasksagen ud til at belaste Danske Bank-aktien.

Fredag var banken således igen i rampelyset, da en ny historie om hvidvasksagen blev afsløret af den amerikanske avis Wall Street Journal.

Efterfølgende tog bankaktien et dyk, og den er fredag faldet 1,1 procent til 169,95 kroner.

Dermed tabte Danske Bank fredag yderligere omkring 1,6 milliarder kroner i markedsværdi.

Ifølge avisen skal også de amerikanske myndigheder have indledt en undersøgelse af Danske Bank i sagen om hvidvask for milliarder.

I forvejen bliver banken undersøgt af både danske og estiske myndigheder.

Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker i Sydbank, og Simon Hagbart Madsen, der er aktieanalytiker hos Jyske Bank, vurderer over for Ritzau Finans, at den amerikanske undersøgelse øger risikoen for, at Danske Bank får tildelt en bøde i sagen.

Den estiske filial er centrum i sagen om hvidvask, hvor Berlingske Business tidligere har anslået, at mindst 53 milliarder kroner blev hvidvasket i perioden 2007 til 2015.

Det er det amerikanske justitsministerium, finansministerium og finanstilsyn, der er ifølge Wall Street Journal er gået ind i sagen.

Trioen rettede blikket mod Danske Bank, efter at en anonym whistleblower for to år siden sendte en klage til finanstilsynet i USA.

Klagen gik på overførsler mellem Danske Banks estiske filial og de to storbanker Deutsche Bank og Citigroup.

Danske Bank har umiddelbart ingen kommentarer til undersøgelsen.

- Som finansiel virksomhed er vi underlagt tilsyn, og derfor er vi løbende i kontakt med myndighederne i forskellige lande. Vi kommenterer dog generelt ikke på vores dialog med myndighederne, skriver banken i en kommentar.

Det amerikanske justitsministerium og finanstilsyn har heller ikke kommentarer til sagen.

- Det amerikanske justitsministerium bekræfter, afkræfter eller på anden måde kommenterer generelt ikke på eksistensen eller ikkeeksistensen af en undersøgelse, skriver ministeriet til Ritzau.

Danske Bank offentliggør onsdag resultaterne af en intern undersøgelse af sagen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen