Danske Bank: Hvidvask-undersøgelse kommer i næste uge

Op mod 1000 milliarder kroner undersøges i bankens estiske afdeling. Undersøgelse kommer 19. september

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Danske Bank forventer i næste uge at offentliggøre resultaterne af den interne undersøgelse af mistænkelige pengeoverførsler i bankens estiske filial.

Onsdag 19. september regner banken med at præsentere resultaterne, oplyses det i en pressemeddelelse.

Ifølge avisen Wall Street Journal er der pengeoverførsler til en værdi af 960 milliarder kroner, som bliver kigget efter i sømmene for mulig hvidvask.

Penge er blevet ført ind og ud af banken i perioden 2007-2015. Hvor mange af pengene, der er relateret til hvidvask, vides ikke.

Berlingske Business har tidligere anslået, at mindst 53 milliarder kroner er blevet hvidvasket gennem banken.

Det var avisen, som fik sagen til at rulle med en række historier i marts 2017.

Den estiske afdeling er blandt andet blevet brugt til hvidvask af alt fra den russiske efterretningstjeneste til styret i Aserbajdsjan, har avisen afsløret.

Afsløringerne har resulteret i, at sagen er blevet taget op på en række politiske samråd, og Finanstilsynet i både Danmark og Estland har udtalt hård kritik af banken.

I sidste uge sagde erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), at han er bekymret for, at sagen kan ende med at ramme alle danske banker.

- Det er skadeligt for den danske finanssektor, hvis ikke vi kommer til bunds i det her og får fjernet det dårlige image, der kan ramme danske banker, når en så stor sag rammer Danmarks største bank, sagde Jarlov til Ritzau.

Sagen er også taget op i EU, som onsdag ventes at løfte sløret for en skærpet kontrol af banker, så hvidvask kan bekæmpes mere effektivt.

Danske Bank valgte selv i 2015 at lukke ned for den portefølje af kunder, som har stået for de mistænkelige overførsler i Estland.

Allerede i 2013 havde en anonym whistleblower dog advaret ledelsen om, at der var store problemer med hvidvask i Estland.

I august indledte Bagmandspolitiet en strafferetlig efterforskning af Danske Bank.

 

FAKTA: Danske Banks hvidvasksag skridt for skridt

Her følger et overblik og en tidslinje over sagen:

* I 2006 køber Danske Bank finske Sampo Bank for 30 milliarder kroner, og med i handlen er den estiske filial.

* I 2013 sender en whistleblower en rapport til den nu tidligere Danske Bank-direktør Robert Endersby, der advarer om store problemer med hvidvask i Estland.

* I 2014 advarer Danske Banks interne revision om problemer i Estland. Et internt brev beskriver, at de ansatte ligefrem skulle have hjulpet med at skjule kunderne for myndighederne.

* I 2015 lukker Danske Bank for ikke-estiske kunder i filialen i Estland.

* I marts 2017 skriver Berlingske, at omkring 140 milliarder kroner fra 2010 til 2014 ulovligt er ført ud af Rusland for at blive vasket hvide i flere banker.

* I Danske Banks filial i Estland er indgået flere end 1500 transaktioner til en samlet værdi af syv milliarder kroner. Danske Bank erkender, at kontrollen i den estiske filial ikke har været god nok.

* Siden beskriver Berlingske, hvordan regimet i Aserbajdsjan har kanaliseret milliarder gennem banken i Estland.

* I september 2017 sætter Danske Bank gang i en intern undersøgelse.

* Banken får hård kritik for sin håndtering af sagen både af Finanstilsynet i Estland og Danmark og fra en stribe politikere, heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

* I maj 2018 udtaler Finanstilsynet hård kritik af Danske Banks ledelse og pålægger banken at sætte fem milliarder kroner til side.

* I april 2018 stopper Lars Mørch, der er medlem af direktionen med ansvar for den estiske afdeling, som en konsekvens af sagen.

* I juli 2018 skriver Berlingske, at omfanget af hvidvask gennem Danske Banks estiske afdeling kan være mindst 53 milliarder kroner - mere end dobbelt så meget som hidtil antaget.

* Senere i juli oplyser Danske Bank, at den brutto har tjent 1,5 milliarder kroner på ikke-estiske kunder. Danske Bank uddyber ikke, hvor stor en del af de penge der kommer fra kriminelle kunder.

* I august 2018 indleder Bagmandspolitiet en strafferetlig efterforskning af Danske Bank.

* I september 2018 skriver Financial Times, at cirka 192 milliarder kroner fra russere har passeret gennem Danske Banks estiske filial i 2013. Det fremgår ikke, om alle pengene er mistænkt for at relatere sig til hvidvask.

* 7. september 2018 skriver Wall Street Journal, at der samlet bliver undersøgt transaktioner på knap 1000 milliarder kroner i Danske Banks hvidvasksag. Avisen henviser til anonyme kilder.

* 10. september 2018 annoncerer Danske Bank, at den forventer at offentliggøre resultaterne fra den interne undersøgelse onsdag 19. september.

Kilder: Berlingske, Jyllands-Posten, Børsen og Ritzau.

/ritzau/

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen