Danske Bank med minimal nedgang i overskud

Danske Banks overskud er på et år faldet med 100 millioner

Danske Bank har præsenteret sit årsregnskab, som viser et resultat på 15,1 millarder for 2019.

I 2018 var det tilsvarende tal 15,2 milliarder.

Banken led i 2019 ellers under faldende renter og efterveer fra sagen om hvidvask i den tidligere estiske filial.

Alligevel betød engangsindtægter fra blandt andet salg af Danica Pension i Sverige og LR Realkredit, at overskuddet efter skat altså landede på noget nær det samme som i 2018.

Til gengæld varsler banken, at overskuddet må forventes at falde i 2020. Her forventer Danske Bank selv et overskud på mellem otte og ti milliarder kroner.

- Året var præget af vanskelige markedsvilkår, fortsat faldende renter, en mindre forværring af de makroøkonomiske forhold og fortsat stærk konkurrence på alle markeder, skriver banken i sit regnskab.

På minussiden tæller, at bankens indtægter fra renter er faldet med syv procent. I en bank af Danske Banks størrelse svarer det til et fald på 1,8 milliarder kroner.

Renterne har generelt været faldende i 2018, hvilket har skadet bankens løbende indtægter fra eksempelvis lån til kunder.

Til gengæld har de lave renter også lokket flere kunder til at omlægge deres lån - og muligvis nogle til at tage lån, de ellers ikke ville tage.

Danske Bank tager som alle andre et gebyr, når lån skal omlægges eller oprettes. Og i bankens regnskab kan man se, at mens renteindtægterne falder, stiger indtægterne fra gebyrer.

Her er der kommet næsten 700 millioner kroner mere for Danske Bank i 2019 end i 2018.

Derudover henviser Danske Bank til højere udgifter til såkaldt compliance. Det er et udtryk for, at Danske Bank bruger flere penge på at sikre sig, at de overholder gældende regler, og at de opfylder deres forpligtelser til at indberette eksempelvis mistænkelige transaktioner.

På plussiden har banken haft nogle indtægter, der ikke kommer igen. Eksempelvis har Danica Pension solgt sin svenske del for 1,9 milliarder kroner i det første halvår af 2019.

Det faktum, at banken ikke kan regne med samme indtægt i 2020, er måske medvirkende til, at Danske Bank forventer at tjene færre penge.

Her er der en forventning på et overskud mellem otte og ti milliarder kroner, skriver banken, der dog tager forbehold:

- Forventningerne er forbundet med usikkerhed og afhænger af de makroøkonomiske forhold.

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere