Danske Bank opdager fejl i titusindvis af kundesager

Flere tusinde kunder kan have fået forkert rådgivning af Danske Bank, oplyser topchefen

Det drejer sig om over 30.000 kundesager. Foto: Ritzau Scanpix
Det drejer sig om over 30.000 kundesager. Foto: Ritzau Scanpix

Endnu en møgsag er havnet på Danske Banks bord.

Banken har håndteret titusindvis af kundesager forkert. Nogle af fejlene har stået på i over ti år og kan have kostet bankens kunder tab.

Det bekræfter topchef Chris Vogelzang i en pressemeddelelse.

- Det vil ikke kunne undgås, at vi finder fejl i sådan en stor bank. Det, vi gør nu, er, at vi lægger de sager, vi kender, frem. Men vi vil blive ved med at grave. Fordi vi aktivt leder, så finder vi nu problemer, hvor ingen havde opdaget, at der kunne være problemer, og så løser vi dem hurtigt, så de ikke udvikler sig til store problemer, siger Chris Vogelzang.

Utilstrækkelig rådgivning
27.000 investeringskunder kan have fået oplyst forkerte gevinster og tab, hvilket betyder, at kunderne potentielt har indberettet forkerte oplysninger til skattemyndighederne.

For omkring 5500 primært danske kunder har den skatteservice, banken tilbyder kunder i relation til udbytteskat, været utilstrækkelig.

Derudover har 3000 kunder - primært erhvervskunder - ikke modtaget aftalte rabatter på valutahandler.

Som konsekvens af møgsagen har Danske Bank oprettet en ny enhed, der blandt andet skal orientere de berørte kunder. Peter Rostrup-Nielsen bliver ansvarlig og skal rapportere direkte til direktionen.

-  Nogle af disse sager er fra en tid, hvor banken i højere grad baserede sig på manuelle processer og kontroller, og hvor datakvaliteten var anderledes, end hvad der kan forventes i dag. Det gør dem komplekse at løse, men det bør ikke være en undskyldning, siger Peter Rostrup-Nielsen.

De 27.000 investeringskunder vil modtage et brev fra Danske Bank i dag, oplyser banken til Ekstra Bladet.

Sag udløser påbud
Danske Bank har i forvejen været hvirvlet ind i en sag om forkert opkrævning i tusindvis af gældssager, der har betydet, at kunder over en årrække har betalt for mange penge.

Den sag har udløst fire påbud fra Finanstilsynet.

Samfund Dansk bank kan være brugt til hvidvask

Foto: Reuters via Ritzau Scanpix Erhvervsnyheder Danske Banks overskud styrtdykket

80 kommentarer
Vis kommentarer