Dansker fældet af Panama Papers

En dansk statsborger kræves udleveret af USA for hvidvask og omfattende kursmanipulation

Arkivfoto: Ifølge U.S. Attorneys har Blacklight SA svindlet for millioner af dollars. Foto: Jose Luis Gonzalez/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Ifølge U.S. Attorneys har Blacklight SA svindlet for millioner af dollars. Foto: Jose Luis Gonzalez/Ritzau Scanpix

50-årige Ulrik Debo er som den første dansker blevet fældet af Panama Papers-lækagen.

Det amerikanske justitsministerium kræver nu Debo og hans mulige makker, britisk/schweiziske Kenneth Ciapala, udleveret.

Det skriver Berlingske.

Debo og Ciapala blev fængslet i Storbritannien kort før nytår, anklaget for hvidvask og avanceret kursmanipulation. Ifølge anklageskriftet fra den amerikanske anklagemyndighed har Ulrik Debo og hans medsammensvorne købt aktier i små børsnoterede firmaer, som de efterfølgende har udsendt en række pressemeddelelser om med falske oplysninger, der pumpede aktiernes værdi i vejret.

Den såkaldte 'pump-and-dump'-metode.

Millioner af dollars
Det skulle de angiveligt have tjent millioner af dollars på. Profitten fra salget af aktierne er ifølge anklagerne efterfølgende blevet skjult og hvidvasket på øer, der er berygtede for skattely.

Svindlen er angiveligt sket fra firmaet Blacklight SA, som Kenneth Ciapala ejer, og Ulrik Debo er tilknyttet. Firmaet har 14 skuffeselskaber tilknyttet, der blandt andet har adresse på skattelys-berømte øer som f.eks. Samoa.

Ulrik Debo anklages for at have betalt personer for at skrive de føromtalte pressemeddelser med overdrevne og falske informationer, samt for at have hyret folk til at manipulere med aktiekurser.

Den amerikanske børsmyndighed SEC udsendte 2. januar en klage, hvor Blacklight SA bliver beskyldt for at have tjent mere end 35 millioner dollars på ulovlig aktiehandel.

Det svarer til cirka 234 millioner kroner. Ulrik Debo er ikke omfattet af klagen, men har som nævnt dybe rødder i Blacklight.

97 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere