Det norske luftfartsselskab Norwegian har sagsøgt Boeing

Norwegian mener, at Boeing ikke har leveret det, producenten skulle. Derfor anlægges der nu sag mod Boeing

Norwegian har lagt sag an mod Boeing, som egentlig skulle have produceret 97 fly til det norske selskab. (Arkivfoto) Foto: Vidar Ruud/Ritzau Scanpix
Norwegian har lagt sag an mod Boeing, som egentlig skulle have produceret 97 fly til det norske selskab. (Arkivfoto) Foto: Vidar Ruud/Ritzau Scanpix

Det norske luftfartsselskab Norwegian har sagsøgt flyproducenten Boeing efter at have annulleret en ordre på 97 fly.

Det skriver det norske medie E24, som har fået indsigt i retsdokumenter, hvori sagsøgningen skal fremgå.

Ifølge E24 er sagen blevet sendt til distriktsdomstolen for det nordlige distrikt i Illinois.

Det norske medie skriver, at Norwegian før har truet med en retssag mod Boeing. Men der er først nu gjort alvor af truslerne.

Sagens udgangspunkt er 97 fly af typen 737 Max og 787 Dreamliner, som det norske selskab tidligere har bestilt fra den amerikanske flyproducent.

Ifølge E24 ville den samlede pris på flyene være cirka 12,65 milliarder dollar eller 82,30 milliarder kroner.

Ordren er dog siden blevet annulleret af Norwegian, fordi selskabet har været voldsomt hårdt ramt af coronakrisen.

Uanset vil Norwegian nu forsøge at hente penge fra Boeing, som ifølge det norske selskab blandt andet har holdt oplysninger tilbage.

- I stedet for at levere det, de har lovet, har Boeing bevidst vildledt og udeladt information, udvist grov uagtsomhed, rodet produktion samt lavet fly med væsentlig nedsat værdig, hvor det i Max-flyenes tilfælde fik tragiske og dødelige konsekvenser, skriver Norwegians advokat i søgsmålet ifølge E24.

Advokaten henviser til to tilfælde, hvor fly af typen Boeing 737 Max er styrtet ned med folk om bord.

Det skete med få måneders mellemrum i 2018 og 2019.

Siden flystyrtene har der globalt været forbud mod at flyve med 737 Max-fly.

E24 har forgæves forsøgt at få en kommentar til sagen fra Boeing.

26 kommentarer
Vis kommentarer