Discount-gigant med kæmpesatsning: Investerer én milliard i nye butikker

Netto vil åbne 18 helt nye butikker og give en stribe andre en stor overhaling

Netto har åbnet butik nummer 500. Nu vil de åbne endnu flere, der har samme koncept som den første, de åbnede af slagsen i juni. Foto: Ulrik M. Eriksen
Netto har åbnet butik nummer 500. Nu vil de åbne endnu flere, der har samme koncept som den første, de åbnede af slagsen i juni. Foto: Ulrik M. Eriksen

Den landsdækkende discountkæde Netto har netop åbnet sin butik nummer 500, men det betyder langtfra, at virksomheden bare vil læne sig tilbage og nyde resultaterne.

Således melder Salling Group, der står bag Netto, at man har planer om at åbne 18 butikker mere næste år.

I alt vil man investere én milliard kroner i nye butikker, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Investeringen skal bruges på at udbrede kædens nye koncept, som blandt andet omfatter nye farver og færre spot-varer. Planen er, at der i løbet af 2019 skal åbne i alt 70 butikker med det nye koncept.

Ud over de 18 butikker, som altså er nye, vil 14 butikker flytte til en ny adresse, otte vil blive udvidet og indrettet med nyt koncept, mens 30 butikker vil blive gennemrenoveret og opgraderet til det nye koncept.

Alle skal have nyt koncept
I forvejen har Netto åbnet 10 butikker med det nye koncept forskellige steder i landet. Den første af slagsen åbnede i juni, og ifølge Netto har alle butikkerne oplevet stor succes.

- Grundlæggende ønsker vi at skabe butikker, som det er rart at være i for kunder og medarbejdere, og vi er meget glade for den modtagelse, vi har fået fra kunderne i de første butikker med vores nye koncept, siger Michael Løve, direktør i Netto, i pressemeddelelsen.

Nettos målsætning er, at alle kædens butikker i løbet af de næste fem år skal ændres til det nye koncept, hvor den gule farve er trådt lidt i baggrunden til fordel for mere sort.

Det nye Netto-koncept omfatter blandt andet en større frugt- og grønt-afdeling og en større sektion med såkaldte 'convenience-varer', som består af mad, der enten kan spises på farten eller er let at tilberede. De skal stå i forlængelse af frugt- og grøntafdelingen.

Foto: Ulrik M. Eriksen
Foto: Ulrik M. Eriksen
 

Derudover skal der være mere plads til køl og frost med plads til præsentation af det ferske kød, og facaderne skal opdateres, så der kommer mere dagslys ind i butikken, idet den gule foliering ikke længere er en del af vinduerne.

127 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere