Diskret ejendomsmatador stævnet af Spar Nord

Den tidligere så succesfulde ejendomsinvestor Peter Halvorsen er blevet stævnet af banken Spar Nord for et millionbeløb

Peter Halvorsen var blandt landets rigeste, men festen fik en brat afslutning, da finanskrisen kom buldrende. Foto: Ernst van Norde
Peter Halvorsen var blandt landets rigeste, men festen fik en brat afslutning, da finanskrisen kom buldrende. Foto: Ernst van Norde

I starten af 00'erne var Peter Halvorsen blandt landets mest succesfulde ejendomsinvestorer, men finanskrisen trak tæppet væk under ham.

Han blev tvunget til at forlade sit imperium Essex, som skyldte over ti milliarder kroner i en række forskellige banker. Og siden har Peter Halvorsen opholdt sig i en lille by i Schweiz - uden for mediernes søgelys.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Peter Halvorsen har de seneste år holdt sig langt uden for offentlighedens søgelys. Foto: Uffe Frandsen
Peter Halvorsen har de seneste år holdt sig langt uden for offentlighedens søgelys. Foto: Uffe Frandsen
 

Men nu er hans navn igen dukket op.

Han er blevet stævnet af Spar Nord, der kræver 1,5 millioner kroner af Peter Halvorsen. Det fremgår af en meddelelse i Statstidende fra Retten i Aalborg.

'Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøger (Spar Nord, red.) har et krav mod sagsøgte (Peter Halvorsen, red.) i forbindelse med sagsøgers finansiering af sagsøgtes køb af erhvervsejendomme', står der i meddelelsen.

Spar Nord har ingen yderligere kommentarer til sagen, oplyser bankens advokat.

Ukendt opholdssted
I 2018 overtog Spar Nord en stor erhvervsejendom i Herning, som Peter Halvorsen var gået konkurs med året før.

Om det er denne ejendom, som er årsag til stævningen, er uvist. For det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få en kommentar fra hovedpersonen.

Men det er tilsyneladende generelt svært at få kontakt til den tidligere ejendomsmatador, som i sine velmagtsdage var storsponsor for fodboldklubben Randers FC.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Peter Halvorsen (th.) var i en årrække storsponsor og medlem af bestyrelsen i fodboldklubben Randers FC. Her er han sammen med den tidligere sportschef i AGF, Brian Steen Nielsen. Foto: Ernst van Norde
Peter Halvorsen (th.) var i en årrække storsponsor og medlem af bestyrelsen i fodboldklubben Randers FC. Her er han sammen med den tidligere sportschef i AGF, Brian Steen Nielsen. Foto: Ernst van Norde
 

Den manglende kontakt er nemlig selve grunden til, at stævningen mod ham er blevet offentliggjort.

'Stævningen forkyndes offentligt, da Peter Halvorsens nuværende opholdssted er ukendt. (...) Retten opfordrer Peter Halvorsen til inden 2 uger at indlevere svarskrift,' skriver Retten i Aalborg i meddelelsen.

En af landets rigeste
Den diskrete stil står i kontrast til de armbevægelser, som Peter Halvorsen tidligere førte sig frem med.

I 00'erne var hans koncern Essex blandt landets største ejendomsselskaber og købte blandt andet butikscentret Ro's Trov i Roskilde for halvanden milliard kroner.

I de år kørte Halvorsen selv rundt i en dyr Bentley og var ifølge en opgørelse i Berlingske blandt landets rigeste personer med en anslået formue på 3,6 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I de glade dage i 00'erne boede Peter Halvorsen i denne pragtvilla på Rungsted Strandvej. Foto: Thomas Sjørup
I de glade dage i 00'erne boede Peter Halvorsen i denne pragtvilla på Rungsted Strandvej. Foto: Thomas Sjørup
 

Men da finanskrisen kom buldrende, og boligmarkedet kollapsede, fulgte Essex med ned.

Selskabet skyldte et stort millionbeløb til bl.a. Amagerbanken og Roskilde Bank, som snart efter kollapsede. Samtidig var der gæld til Danske Bank for over to milliarder kroner.

Som sunket i jorden
Essex blev herefter kastet ud i en stor redningsøvelse, men det blev uden Peter Halvorsen, der på det tidspunkt var både bestyrelsesformand og topchef.

Han trak sig fra selskabet i oktober 2009.

Siden har medierne i flere omgange forsøgt at komme i kontakt med ham, men uden det store held.

Da Jyllands-Posten forsøgte i 2011, lød beskeden, at Halvorsen havde fået hemmeligt telefonnummer, havde skiftet adresse flere gange og i øvrigt opholdt sig 'et sted i udlandet'.

29 kommentarer
Vis kommentarer