Efter afsløringer: Bortvist skoleleder meldt til politiet

Bestyrelsen på kostskolen Havregården i Nordsjælland har netop politianmeldt den mangeårige forstander Morten Ulrik Jørgensen for fysisk magtanvendelse mod børn

Ved du noget om sagen? Så kontakt Ekstra Bladets journalist her.

Skandalen om kostskolen Havregården i Gilleleje bliver nu en sag for politiet.

Tidligere på dagen har Ekstra Bladet i samarbejde med DR afsløret, at ledelsen både mistænkes for at dække over grove krænkelser og for at bruge hårdhændede metoder over for børnene.

Og nu har bestyrelsen så besluttet at politianmelde den mangeårige forstander Morten Ulrik Jørgensen, som tidligere på måneden blev bortvist fra skolen.

- Havregårdens bestyrelse har over den seneste tid modtaget en række henvendelser med oplysninger, som har deres udspring i den daværende forstanders ageren. Dem beder vi nu politiet om at belyse. Vi er ikke selv i stand til at finde ud af, hvad der er op og ned i de her sager, og derfor videregiver vi dem nu til de relevante myndigheder, siger formand Jonas Fedder Witt.

Tidligere på måneden blev forstander Morten Ulrik Jørgensen bortvist fra Havregården, som han havde arbejdet på siden 1991. Nu er han politianmeldt af bestyrelsen. Foto: Kim Matthäi Leland/Ritzau Scanpix
Tidligere på måneden blev forstander Morten Ulrik Jørgensen bortvist fra Havregården, som han havde arbejdet på siden 1991. Nu er han politianmeldt af bestyrelsen. Foto: Kim Matthäi Leland/Ritzau Scanpix

- Hvilke forhold politianmeldes Morten Ulrik Jørgensen for?

- Vi har fået en række henvendelser med oplysninger om økonomiske ting. Derudover handler det om fysiske magtanvendelser over for børnene på skolen, siger formanden, som selv har været elev på Havregården.

Han ønsker ikke at konkretisere sagen yderligere på nuværende tidspunkt. Men Morten Ulrik Jørgensen er af både tidligere lærere på Havregården og Socialtilsynet blevet kritiseret for at vælte børn ud af sengen om morgenen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Havregården har fået flere påbud fra Socialtilsynet og blev sidste efterår underlagt skærpet tilsyn. Kostskolen er lige nu truet af lukning. Foto: Linda Johansen
Havregården har fået flere påbud fra Socialtilsynet og blev sidste efterår underlagt skærpet tilsyn. Kostskolen er lige nu truet af lukning. Foto: Linda Johansen

Morten Ulrik Jørgensen har været ansat som lærer og leder på Havregården siden 1991. I starten af oktober blev han smidt på porten. Privatfoto Erhvervsnyheder Hård kritik af bortvist skoleleder: Væltede børn ud af sengen

Tager orlov fra byråd
Ekstra Bladet har været i kontakt med den afsatte forstander Morten Ulrik Jørgensen, der nu er meldt til Nordsjællands Politi.

Han fortæller, at bestyrelsen ikke har fortalt ham noget om anmeldelsen.

- Det kommer i den grad bag på mig. Andet kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, lyder det fra Morten Ulrik Jørgensen, som i årevis har været et fremtrædende medlem af byrådet i Gribskov Kommune.

Han er - ifølge Gribskov Kommunes hjemmeside - ét af blot to medlemmer af Børne- og Ungeudvalget.

Efter Ekstra Bladets korte snak med Morten Ulrik Jørgensen meddeler han i en mail, at han netop har bedt Gribskov Kommunes borgmester, Anders Gerner Frost, om at få bevilget orlov.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Morten Ulrik Jørgensen er medlem af byrådet i Gribskov og repræsenterer partiet Nyt Gribskov. Det samme gør borgmester Anders Gerner Frost. Privatfoto
Morten Ulrik Jørgensen er medlem af byrådet i Gribskov og repræsenterer partiet Nyt Gribskov. Det samme gør borgmester Anders Gerner Frost. Privatfoto
 

- Det var børnemagt
Tidligere på dagen har Ekstra Bladet og DR beskrevet, hvordan Havregården i længere tid har været præget af overgreb, vold og mobning.

Alene i 2020 er der hos Nordsjællands Politi indløbet anmeldelser om blufærdighedskrænkelser, vold, trusler og afpresning mellem eleverne.

Og sådan har billedet været længe, fortæller flere tidligere lærere til Ekstra Bladet.

- Visitationen af børnene var forkert. Vi havde indadvendte børn, udadvendte børn, voldelige børn og børn på stoffer. Det var én stor pærevælling, og der var ingen vindere. Vi ansatte forsøgte at råbe bestyrelsen op, men kunne ikke komme igennem med noget, siger Jette Viekilde Pedersen, som var lærer og sikkerhedsrepræsentant på Havregården indtil 2018.

- Vil du sige, at børnene på skolen havde det godt?

- Nej, det havde de ikke. Og vi ansatte kunne ikke stille noget op, for vi var for få. Det var simpelthen børnemagt, hvor de stærke styrede.

Morten Ulrik Jørgensen har været forstander på Havregården siden 2007. I sidste uge blev han bortvist efter heftig kritik fra Socialtilsynet. Foto: Kim Matthäi Leland/Ritzau Scanpix Erhvervsnyheder Skole mistænkes for at dække over grove krænkelser

Ikke længere tillid
Socialtilsyn Hovedstaden har aflagt Havregården flere uanmeldte besøg den seneste tid. Og tilsynet har nu krævet en redningsplan af bestyrelsen.

Den skal være afleveret i morgen - ellers risikerer skolen at blive lukket.

- Jeg er dybt ulykkelig over den situation, som Havregården står i. Vi har tydeligvis ikke formået at hjælpe de her børn og unge, som vi burde. De seneste uger er sagen eskaleret, og der er også kommet nye oplysninger til bestyrelsen, som vi er blevet nødt til at kigge på. Det har været en hård tid for os alle, siger formand Jonas Fedder Witt.

Kostskolen Havregården

Havregården er en kostskole for børn i alderen 11-16 år, som har været udsat for omsorgssvigt eller kæmper med andre udfordringer.

Kostskolen modtager årligt millioner af kroner fra de kommuner, der henviser børn til Havregården.

Børnene overnatter på skolen, som har åbnet 365 dage om året.

Morten Ulrik Jørgensen har været forstander siden 2007, men blev for nylig fyret.

Skolen har modtaget flere påbud fra Socialtilsyn Hovedstaden og blev i november 2019 underlagt skærpet tilsyn.

 

53 kommentarer
Vis kommentarer