Efter kritik: Just Eat sænker gebyr

Just Eat har valgt at sænke sit gebyr til restauranter de næste 30 dage under coronakrisen. Det sker efter hård kritik i Ekstra Bladet, som direktøren for Just Eat i første omgang afviste

På et pressemøde tirsdag d. 17. marts meddelte Mette Frederiksen, at blandt andet restauranter og barer skal holde lukket for gæster i huset. Foto/video: Ritzau Scanpix: Liselotte Sabroe, Ida Guldbæk Arentsen, Pelle Rink, Byrd: Jacob Waage.

Selvom Just Eats direktør Carsten Boldt torsdag i Ekstra Bladet afviste kritikken om, at hans selskab tog for høje gebyrer, når de leverede mad for de hårdtpressede restauratører under coronakrisen, så har han i dag fredag valgt at sænke - netop gebyret.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. 

- Det, som vi er klar med nu, er delt i to dele. Kommissionen for de restauranter, som Just Eat leverer for, der sænkes med minimum 27% til 16%, og kommissionen for de restauranter som selv leverer, sænkes til 12%, hvilket er en sænkning på 14,3%, siger Carsten Boldt i meddelelsen.

Tiltaget gælder fra på mandag den 23. marts og 30 dage frem, men kun for uafhængige restauranter og små kæder med op til fem restauranter.

- Vi er også ramt, selvom nogle medier antager det modsatte, men vi ved også, at de små uafhængige restauranter er hårdere ramt, hvorfor vi naturligvis er parate til at hjælpe, siger han blandt andet.

'Gullaschbaroner'
Torsdag stod Jakob Kristian Sørensen, der driver det italienske spisested Il Locale i Aarhus, frem i Ekstra Bladet.

Her kritiserede han både Wolt og Just Eat for at tage for høje såkaldte kommisioner. Efter coronavirussen havde lukket hans restaurant, var han nu dybt afhængig af at få bragt sine pizzaer ud.

 - Når moms og alt er betalt, har jeg måske fem-seks kroners fortjeneste på en pizza til 120 kroner. I forvejen var jeg træt af deres skyhøje kommissioner. Men når Just Eat og Wolt holder fast i dem i den her horrible situation, så minder de mig om gullaschbaronerne, sagde Jakob Kristian Sørensen.

Artiklen fortsætter under billedet..

Siden onsdag kl. 10 har alle landets restauranter haft forbud mod at have siddende gæster. Det kan i den grad mærkes hos Jakob Kristian Sørensens restaurant Il Locale i Aarhus. Foto: Ernst van Norde
Siden onsdag kl. 10 har alle landets restauranter haft forbud mod at have siddende gæster. Det kan i den grad mærkes hos Jakob Kristian Sørensens restaurant Il Locale i Aarhus. Foto: Ernst van Norde

Afviste kritik
Ifølge restauratøren var der tale om kommisioner på omkring 30 procent. Men ifølge Just Eats udmelding fredag var der altså tale om omkring 22 procent. Det beløb er dog taget fra restauranternes regning til kunderne, inden restauranterne har betalt moms.

Torsdag afviste Just Eat-direktøren Carsten Boldt helt kritikken.

I en mail til Ekstra Bladet oplyste han, at der ikke havde været nogen stor stigning i antallet af restauranter, som havde tilmeldt sig Just Eat under krisen.

'Vi skummer derfor på ingen måde fløden på den meget ulykkelige situation (...) Tværtimod arbejder vi trods svære vilkår benhårdt for at holde både vores restaurant-partnere og Just Eat åbne', skrev han.

Just Eats danske selskab tjente i sit seneste regnskab 61 millioner kroner.

187 kommentarer
Vis kommentarer