Efter ulovlige lån: Kendt erhvervsmand trækker sig fra egen fond

Ifølge venturefonden Nordic Eye trækker Peter Warnøe sig på grund af 'personlige omstændigheder'

Peter Warnøe har trukket sig. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Peter Warnøe har trukket sig. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Serieinvestor og stifter af venturefonden Nordic Eye, Peter Warnøe, trækker sig midlertidigt fra posten som administrerende direktør i venturefonden.

Det oplyser Nordic Eye på Facebook.

- Det skyldes personlige omstændigheder, som Peter Warnøe ønsker tid og fuld opmærksomhed til at håndtere, skriver Nordic Eye.

Det sker på bagkant af, at Børsen har beskrevet, hvordan Peter Warnøe i en årrække har foretaget ulovlige millionlån i flere af sine virksomheder.

Warnøe har ifølge Børsen fået påtaler 14 gange siden 2014 fra sin uafhængige revisor i regnskaberne for at handle i strid med selskabsloven og samtidig bryde skattelovgivningen i forbindelse med lånene.

Ifølge Børsen har han lånt over 20 millioner kroner af sine egne virksomheder. I det seneste regnskab for hans selskab Oyster Invest fremgår det ifølge avisen, at Warnøe fortsat skylder 10 millioner kroner til sit eget selskab.

- Jeg synes jo ikke, at det er sjovt at bryde loven, men det har været en måde at overleve på og komme videre. Du kan godt kalde det desperation, hvis det er det rigtige ord, har Peter Warnøe tidligere sagt til Børsen.

Efter de ulovlige lån kom frem, har Warnøe trukket sig som "løve" i DR-programmet "Løvens hule".

Nordic Eye skriver desuden på Facebook, at Warnøe trækker sig som direktør i tre måneder med øjeblikkelig virkning.

Michael Tandrup vil overtage posten under Peter Warnøes orlov. Han er partner og ansvarlig for investeringer i Nordic Eye.

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere