Elektronikkæde efter kæmpe underskud: Ansatte kommer på deltid

Den ellers så ambitiøse elektronikkæde Power sadler om og skruer ned for planerne

Det var en begejstret Jesper Boysen, der åbnede en Power-butik før den officielle åbning i 2015

Armbevægelserne har hele tiden været store for elektronikkæden Power, når direktør Jesper Boysen har fortalt om virksomhedens tårnhøje ambitioner.

Men det bliver nu sat på standby af kædens norske ejere, der vil have Power til at tjene nogle penge.

Som Finans.dk i sidste uge kunne berette, bliver der maksimalt åbnet 1-2 nye varehuse i år, selvom tidligere udmeldinger lød på fem. Derudover har flere fastansatte nu fået deltidskontrakter, og køkkener skal nu sælges af hvidevaresælgere, skriver Børsen i dag.

Ejerne har måttet skyde 500 millioner kroner ind i selskabet, og hvis der fremover skal åbnes nye varehuse, så skal den nye nye medejer - banken DNB - acceptere det.

- I respekt for, at ejerne er kommet med 500 nye millioner, så synes jeg, at vi skal sige tak for den tillid og konsolidere det, som allerede er åbnet. Det er da klart, at kommer der en guldklump dumpende ned i armene, så vil jeg til enhver tid gå til min bestyrelse. Det kan jeg garantere dig for, siger Jesper Boysen til Børsen.

Udmeldingen er noget af en kovending. Den kommer blandt andet efter, at Boysen for et halvt år siden sagde til Ekstra Bladet, at der var rigeligt med midler, hvorfor at der i 2019 skulle være 22-23 varehuse i Danmark.

Tabt 380 millioner

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Ifølge Power-direktøren skyldes det dog ikke et sparekrav, at flere af de fuldtidsansatte er blevet sendt over på en deltidsstilling. Men derimod at varehusene 'har haft en ubalance mellem antallet af fuldtids- og deltidsmedarbejdere', som har udfordret vagtplanen.

Der er heller ikke tale om så mange stillinger, at den har været omfattet af loven om masseafskedigelser, oplyser HK til Ekstra Bladet.

Power A/S har de seneste tre år tabt omkring 380 millioner kroner, men med omlægningerne forventer man, at der for første gang vil komme et driftsoverskud i 2018.

197 kommentarer
Vis kommentarer