Elgiganten har rekordsalg trods intensiv konkurrence

Mens omsætningen stiger for Elgiganten, så bakker indtjeningen blandt andet på grund af en hård konkurrence

Arkivfoto: Rune Aarestrup Pedersen
Arkivfoto: Rune Aarestrup Pedersen

I et stærkt konkurrencepræget marked har elektronikkæden Elgiganten løftet sit salg til nye rekordhøjder.

Til gengæld er indtjeningen gået tilbage for den norskejede kæde. Det viser et nyt regnskab fra Elgiganten.

Fra starten af maj sidste år til slutningen af april i år tjente Elgiganten 89,1 millioner kroner efter skat. Det var ti procent lavere end samme periode året før.

- Markedet inden for forbrugerelektronik i Danmark er fortsat præget af intensiv og hård konkurrence, og markedet forventes også fortsat at være presset, som følge af den digitale globale udvikling.

- Det stiller kontinuerligt krav til effektiviseringer og stram omkostningsstyring at drive forretning på markedet for forbrugerelektronik, skriver Elgiganten i regnskabet.

For at stå stærkest muligt i markedet vil Elgiganten blandt andet fortsætte med at fokusere på sin geografiske dækning med fysiske varehuse.

Derudover skal kunderne også tilbydes en stærk onlineplatform.

Set på salgssiden kan Elgiganten glæde sig over en fremgang, omend den er relativt lille.

Det nye regnskab viser en stigning på én procent til 6,2 milliarder kroner. Det er den største omsætning for Elgiganten nogensinde.

De seneste år har Elgiganten været hjulpet af, at den store konkurrent Fona måtte lukke og overdrage sine aktiviteter til en ny ejer.

Det var det norske selskab Elkjøp Nordic, der også står bag Elgiganten, som købte resterne af Fona.

I den forbindelse overtog Elgiganten flere butikker fra Fona, som måtte kaste håndklædet i ringen efter flere år med svigtende økonomiske resultater.

Den store konkurrents afsked har altså hjulpet Elgiganten de seneste år, og elektronikkæden forventer også at kunne fortsætte sin vækst det næste års tid.

- Den forventede vækst vil komme dels fra eksisterende varehuse, fra varehuse, der udvides og renoveres, Elgiganten Erhverv samt onlineforretningen, skriver Elgiganten i regnskabet.

I løbet af det seneste regnskabsår, der løb fra 1. maj sidste år til 30. april i år, åbnede Elgiganten et nyt varehus i Sejby ved Aarhus, samtidig med at kæden renoverede tre af sine eksisterende varehuse.

Ved udgangen af regnskabsåret havde Elgiganten 38 varehuse.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere