Fængslet direktør tjente ingen penge: Købte ejendomme for millioner

En svindelmistænkt og varetægtsfængslet direktør købte ejendomme for ca. 13 mio. kr. via sit teknologifirma. Det er uvist, hvor pengene kommer fra

Den fængslede direktør har flere konkursramte og opløste selskaber bag sig. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Den fængslede direktør har flere konkursramte og opløste selskaber bag sig. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

En stribe ejendomme hvirvles nu ind i sagen om en nordjysk direktør, der på sjette uge sidder varetægtsfængslet for mistanke om svindel med momsrefusion for 27 mio. kr.

For selvom hans teknologifirma aldrig har haft nogen nævneværdig indtjening, har det alligevel købt fire ejendomme kontant for samlet 13 mio. kr. de seneste to år. Det viser oplysninger i CVR-registret og Tingbogen.

Det drejer sig om en industrigrund til 9,5 mio. kr. og et hus til 650.000 kr. i byen Nørager, et hus i byen Skørping til 900.000 kr. og et sommerhus i Slettestrand ved Vesterhavet til 2 mio. kr.  

'Vi er opmærksomme på, at der er købt nogle ejendomme. Men sagen kører for lukkede døre, så jeg kan ikke fortælle så meget mere,' siger Mette Vestergaard, anklager hos Nordjyllands Politi, der i sidste uge lykkedes med at få forlænget varetægtsfængslingen af direktøren med fire uger. Hun oplyser, at der er rejst yderligere en sigtelse i sagen.

Hvad er momsrefusion?

Momsregistrerede virksomheder skal lægge 25 pct. i moms oven i prisen på stort set alle varer og ydelser, de sælger – det hedder salgsmoms.

Når virksomhederne køber varer eller ydelser, betaler de også moms –det er købsmoms.

Hvis virksomhedens købsmoms er større end salgsmomsen i en periode, vil Skat udbetale forskellen. Det kaldes momsrefusion eller negativ moms.

I flere sager har man set, at selskaber angiver en købsmoms, som langt overgår virkeligheden. På den måde kan selskabet uberettiget modtage millioner af kroner fra SKAT.

Det har ikke været muligt at få svar fra den 69-årige direktør på, hvordan ejendommene er finansieret, og hvad hans teknologifirma i øvrigt skal med et milliondyrt sommerhus. Men hans advokat, Jan Børjesson fra DLA Piper, oplyser, at klienten 'anser sig for uskyldig'.

- Selskabets betalinger, herunder køb af ejendomme, er finansieret med selskabets frie likviditet, skriver advokaten i en mail til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den fængslede direktørs firma købte denne grund for 9,5 mio. kr. kontant i efteråret 2017. Foto: René Schütze
Den fængslede direktørs firma købte denne grund for 9,5 mio. kr. kontant i efteråret 2017. Foto: René Schütze

Der er dog intet i selskabets regnskaber, der tyder på, at der skulle have været kontanter til at købe de fire ejendomme. Ifølge regnskaberne har der overhovedet ikke været nogen omsætning siden 2016. Men advokaten er ikke interesseret i at uddybe sit svar.

- Vi stopper her, se min foregående mail. Regnskaber udtrykker status på en bestemt dato og kun denne, skriver Jan Børjesson og antyder dermed, at der har været midler til rådighed, som man ikke kan aflæse i regnskabet.

'Regnskaberne er noget rod'
Ekstra Bladet har bedt to eksperter gennemgå regnskaberne i den fængslede direktørs firma. Men heller ikke de kan gennemskue, hvordan der er blevet råd til at købe ejendomme kontant for 13 mio. kr.

'Der er stort set ingen omsætning, så selve driften kan i hvert fald ikke finansiere noget som helst. Men regnskaberne er generelt noget rod, og nogle af dem er smaskforkerte. Det er fuldstændig uklart, hvad der egentlig er foregået,' siger Frank Thinggaard, professor med speciale i regnskaber på Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Dette sommerhus ved Vesterhavet blev for få måneder siden købt af den fængslede direktørs firma kontant for ca. 2 mio. kr. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det planen, at det skal rives ned og erstattes af et nyt. Foto: René Schütze
Dette sommerhus ved Vesterhavet blev for få måneder siden købt af den fængslede direktørs firma kontant for ca. 2 mio. kr. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det planen, at det skal rives ned og erstattes af et nyt. Foto: René Schütze

Han hæfter sig ved, at den fængslede direktør har fravalgt at have en revisor til at gennemgå regnskaberne. Det er formentlig grunden til, at han er sluppet afsted med at bogføre blandt andet personaleudgifter som en indtægt.

'Det er uklart, hvor pengene kommer fra, men det er i hvert fald ikke fra driften. Jeg synes ikke, at regnskaberne umiddelbart giver mening,' siger Ole Friis, lektor med speciale i regnskaber fra Syddansk Universitet.

Millioner fra Europa-Kommissionen
Mens den fængslede direktørs teknologifirma stort set ikke har tjent nogen penge på driften, er der kommet penge ind fra en helt anden kilde.

Siden august 2017 har selskabet modtaget 15 mio. kr. i støtte fra hovedsageligt Europa-Kommissionens såkaldte Horizon 2020-program til støtte af forskning og udvikling.

Pengene er øremærket udviklingen af en maskine, der efter hensigten skal kunne bortskaffe vindmølleblade på en miljømæssig og økonomisk bæredygtig måde. Men det er uvist, om maskinen er blevet færdigudviklet.

Europa-Kommissionens pressetjeneste har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Ekstra Bladet. 

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere