Fagforening i SAS: Personale tager ikke godt imod lønnedgang

SAS beder ansatte om at gå 20 procent ned i løn. Det bliver ikke taget godt imod, siger fagforeningsformand

SAS' kabinepersonales fagforening er onsdag indkaldt til møde med SAS-ledelsen. (Arkivfoto). Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
SAS' kabinepersonales fagforening er onsdag indkaldt til møde med SAS-ledelsen. (Arkivfoto). Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Tirsdag fortalte luftfartsselskabet SAS, at ledelsen går 20 procent ned i løn i de kommende tre måneder, og at selskabet ønsker, at de ansatte gør det samme.

Forslaget er et resultat af coronaudbruddet, som har lammet store dele af flytrafikken og dermed sendt flyselskaberne i knæ.

Christa Ceré, der er fagforeningsformand for de kabineansatte SAS-medarbejdere i Danmark i Cabin Attendants Union (CAU), regner ikke med, at de ansatte vil se mildt på ledelsens forslag.

- Jeg er ret overbevist om, at man ikke vil modtage dette forslag super positivt. Det er voldsomt og en stor del af de ansattes løn. Det tror jeg, det ville være for hvem som helst, siger Christa Ceré.

Hun er indkaldt til møde med SAS-ledelsen onsdag. Et sådant møde har hun efterspurgt i et par uger, fortæller hun.

- Jeg har siden sidste uge efterspurgt et møde, hvor vi netop kunne drøfte løsninger. Måske ikke i form af lønnedgang, men andre midlertidige løsninger, siger hun.

Tirsdagens besked fra SAS med en anmodning om lønnedgang på 20 procent for alle ansatte kommer således bag på hende.

- CAU er endnu ikke blevet mødt med et forslag om lønnedgang, da vi endnu ikke været til nogen form for drøftelser med SAS.

- CAU er indkaldt til møde i morgen (onsdag, red.) hvor jeg kan forestille mig, at det var planen at præsentere os for dette forslag. Nu er situationen så den, at vores medlemmer kan læse om det i nyhederne i stedet.

- Jeg synes, det er uacceptabelt, at den her information kommer ud gennem medierne, siger Christa Ceré.

Tirsdag eftermiddag sendte SAS' personalechef en mail til de ansatte med beskeden om, at man ønsker, at de går 20 procent ned i løn og tilsvarende 20 procent ned i arbejdstid.

Det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv så mailen, og derefter bekræftede SAS' pressechef i Danmark, Kristoffer Meinart, over for Ritzau, at flyselskabet vil forsøge at forhandle sig frem til lønnedgangen.

SAS-ledelsen tager som oplyst samme lønnedskæring, men går ikke ned i tid.

- Og vi gør simpelthen det her for at udvise rettidig omhu for at undgå at komme dertil, hvor vi skal fyre folk, siger Kristoffer Meinart tirsdag om anmodningen til de ansatte.

Fagforeningsformand Christa Ceré mener, at man må se på andre tiltag.

- Forhandlingen skal ikke foregå i medierne, men det vil selvfølgelig være nærliggende at se på afspadsering, restferie eller andre løsninger i form af frivillige ordninger, siger hun.

17 kommentarer
Vis kommentarer