Før konkurs: Zornig overførte 700.000 kr. til sin mand

Selvom Lisbeth Zornig skyldte millionbeløb til Skat, overførte hun mere end 700.000 kroner til sin mand i månederne op til sin konkurs. Ifølge Zornigs mand er der tale om betaling af arbejde - men det mener kurator Boris Frederiksen ikke

Lisbeth Zornig overførte et stort pengebeløb til sin mand kort inden sin konkurs. Ekstra Bladets Michael Bo Mortsensen udlægger teksten. Producer: Lasse Brøndal

Ved du noget om sagen, så tip journalisten bag historien her.

Da debattøren og aktivisten Lisbeth Zornig Andersen, der er kendt som en forkæmper for de fattige og socialt udsatte, i starten af august gik personligt konkurs grundet en gæld til Skat på knap 1,4 millioner kroner, stod der kun 1328,5 kroner tilbage på kontoen.

Ekstra Bladet kan nu fortælle, hvorfor kontoen var banket helt i bund.

I månederne op til sin konkurs overførte Lisbeth Zornig således mere end 700.000 kroner til sin ægtemand Mikael Lindholms private konti. Og dem vil Kammeradvokaten med Boris Frederiksen i spidsen nu have fat i på vegne af Gældsstyrelsen.

Det fremgår af en ny redegørelse af konkursen, der netop er sendt ud til skifteretten, og som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

- Vi kan se, at de 707.000 kroner er overført i perioden 1. januar 2019 til udgangen af juli. Så det er over ca. syv måneder. Vi kan se, at pengene har været på Lisbeth Zornigs bankkonto, og vi kan se, at de er overført til hendes ægtefælles bankkonto. Og noget af det er sket på et ret sent tidspunkt, hvor hun godt vidste, at der ville blive indgivet en konkursbegæring mod hende, siger Boris Frederiksen til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Vi har skrevet med hende og ægtefællen om det. Og som udgangspunkt er det jo penge, som vi mener skal føres tilbage.

Arbejde
Lisbeth Zornigs forklaring på overførslerne er, at Mikael Lindholm har udført arbejde for Huset Zornig, som var hendes personlige virksomhed. Derudover er det også betaling for gæld til mandens virksomhed for tidligere arbejde. Som dokumentation for arbejdet har hun indsendt nogle fakturaer til Boris Frederiksen. Men det har ikke overbevist ham.

- Vi kigger på dem, men det, vi har fået indtil videre, har ikke fået os til at ændre opfattelse. Vi synes stadig, det er svært at se, at det er dokumenteret, at der er udført et stykke arbejde, siger Boris Frederiksen, der er blevet kurator for boet i sin egenskab af at være statens foretrukne advokat.

Landskendt mønsterbryder

Den 51-årige Lisbeth Zornig blev landskendt i DR-dokumentaren 'Min barndom i helvede' fra 2012, hvor hun konfronterede sin stedfar og sin mor for hendes barndom fyldt med svigt og seksuelle overgreb.

Filmen kom i forlængelse af hendes selvbiografi 'Vrede er mit mellemnavn', der blev en bestseller.

Siden har hun medvirket i flere andre tv-programmer og skrevet mange andre bøger. Hun er også tidligere formand for Børnerådet.

Fra 2011-2015 blev hun kåret som en af Danmarks 50 mest indflydelsesrige meningsdannere af Politiken.

I 2009 stiftede hun enkeltmandsvirksomheden Huset Zornig. Da det gik konkurs 5. august 2019, gik hun også personligt konkurs. 

I 2013 blev hun involveret i en sag, hvor daværende socialminister Annette Vilhelmsen blev beskyldt for uberettiget at uddele en million kr. i støttemidler til Huset Zornigs kampagne 'Stemmer på kanten'. Lisbeth Zornig blev renset for al ansvar i sagen.

Var advaret
Blandt overførslerne skiller især 275.000 kroner sig ud. De er nemlig overført, efter Gældsstyrelsen i starten af april sendte en decideret advarsel til hende om den forestående konkurs.

- Når man har fået et varsel om, at en kreditor, som man ved, at man skylder penge, agter at indgive en konkursbegæring mod en, så er det svært at se nogen god grund til at den første umiddelbare reaktion er at overføre et beløb i den størrelsesorden til en ægtefælle, siger Boris Frederiksen.

Lisbeth Zornig og manden Mikael Lindholm mener ikke, at der er noget at komme efter for Kammeradvokaten. Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix
Lisbeth Zornig og manden Mikael Lindholm mener ikke, at der er noget at komme efter for Kammeradvokaten. Foto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix
 

Zornigs mand rystet: Det er løn for mit arbejde

Lisbeth Zornigs mand Mikael Lindholm oplyser til Ekstra Bladet, at hans kone ikke har mulighed for at stille op til interview. I stedet har han sendt et overordnet mailsvar.

'Jeg er ret overrasket, jeg har ikke selv hørt fra Kammeradvokaten, så jeg ved ikke, hvordan de når frem til kravet. Hvad jeg har modtaget i 2019 fra Huset Zornig er en månedlig løn for udført arbejde via faktura, sådan er jeg blevet aflønnet i alle årene i Huset Zornig.'

'Ud over det modtog jeg i foråret et beløb på 320.000, som jeg viderebetalte til SKAT. Hvordan vi skulle håndtere det, nåede vi ikke frem til, før konkursbegæringen mod Huset Zornig kom. Hvis den udbetaling mod forventning skulle vise sig at være uretmæssig og omstødelig, så skal det selvfølgelig tilbagebetales, det er klart, det har jeg bare intet hørt om. '

'Jeg går ud fra, at Kammeradvokaten kontakter mig med de tvivlsspørgsmål, de har - det er mærkeligt at have dialogen gennem pressen.'

507 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere