Foræring fra Forsvaret: Milliardær gjorde vildt røverkøb

Forsvaret solgte et område på Holmen for ni millioner kroner til milliardæren Mogens de Linde og en partner. I dag sælges der luksuslejligheder på området til en samlet værdi af næsten 350 millioner kroner

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Da Forsvarets Bygningstjeneste i 1997 solgte området Quintus, som ligger på Holmen i København, gjorde køberne, milliardæren Mogens de Linde og firmaet Michael Gaardboe Holding Aps, en særdeles god handel.

Prisen for de i alt 26.500 kvadratmeter, som området dækker over, var nemlig på sølle ni millioner kroner.

I dag findes der blandt andet 42 luksusboliger på området, som udgør en værdi på næsten 350 millioner kroner.

Michael Gaardboe Holding Aps er ikke længere medejer af området, da virksomhedens andel i 2005 blev overdraget til Mogens de Linde.

- Vanvittig lav pris
Cand. merc. og direktør i Wismann Property Consult A/S, Lars Wismann, har kun hovedrysten tilovers, da Ekstra Bladet beder ham vurdere handlen mellem Forsvaret, Mogens de Linde og Michael Gaardboe Holding Aps.

- Ni millioner for Quintus, det er en vanvittigt lav pris. Men hvordan de er kommet frem til lige præcis den pris, det er et rigtig godt spørgsmål, siger han.

Han slår dog samtidig fast, at ansvaret for prissætningen, og ikke mindst de vilkår som handlen er indgået under, ligger hos Forsvaret.

Beboerne i de dyre lejligheder på Quintus kan blandt andet nyde denne udsigt. Foto: Aleksander Klug
Beboerne i de dyre lejligheder på Quintus kan blandt andet nyde denne udsigt. Foto: Aleksander Klug

Solgte før prisstigning
Men den lave købspris for Quintus er ikke det eneste bemærkelsesværdige i handlen mellem Forsvaret, Mogens de Linde og Michael Gaardboe Holding Aps. .

For af skødet fremgår det nemlig, at køberne i handlen betingede sig af, at der efter handlen ville blive vedtaget en ny lokalplan, som blandt andet gjorde det muligt at bygge boliger på området.

Forsvaret har altså solgt Quintus, før det steg markant i værdi, fordi det blev tilladt at bygge boliger området.

Af skødet fremgår det, at køberne kunne lade handlen gå tilbage, hvis ikke tilladelsen til at bygge boliger, og dermed prisstigningen, blev vedtaget. Dermed var der ikke den store risiko for køberne.

Den nye lokalplan for området blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i København i år 2000.

Artiklen fortsætter under billederne...

Prisen for de dyreste lejligheder i området er mere end 15 millioner kroner. Foto: Aleksander Klug.
Prisen for de dyreste lejligheder i området er mere end 15 millioner kroner. Foto: Aleksander Klug.

Kan ikke finde dokumentation
Ekstra Bladet har kontaktet Forsvarets Ejendomsstyrelse, som dengang hed Forsvarets Bygningstjeneste, for at få forklaret detaljerne bag den opsigtsvækkende handel.

Forsvarministeriets Ejendomsstyrelse oplyser, at de ikke længere er besiddelse af dokumentation for detaljerne omkring handlen. De kan derfor ikke svare på, hvordan prissætningen er foregået og hvorfor Forsvarets valgte at sælge området før vedtagelsen af den nye lokalplan.

Mogens de Linde har ikke ønsket at udtale sig til Ekstra Bladet om købet af Quintus.

356 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere