Forbrugerråd om parkeringsfirma: Ligner et lovbrud

Parkeringstjenesten ParkPark har pludselig trukket 300 kroner fra sine kunder. Det lader ikke til at være lovligt, mener forbrugerjurist

Ifølge Forbrugerrådet Tænk har ParkPark brudt loven ved at trække 300 kroner fra selskabets kunder. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Ifølge Forbrugerrådet Tænk har ParkPark brudt loven ved at trække 300 kroner fra selskabets kunder. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Dagen igennem er kritikken haglet ned over Aalborg-selskabet ParkPark, der pludselig har trukket 300 kroner fra sine kunder.

Og kunderne har god grund til at være sure på selskabet, der håndterer betaling for parkering.

Sådan lyder vurderingen fra Forbrugerrådet Tænk.

- Det lader ikke til at være lovligt, det som ParkPark har gjort. For de har trukket pengene uden at have fået samtykke fra kunderne, og det strider imod betalingsloven. Du skal simpelthen give samtykke, før nogen kan trække penge fra dig på den måde, siger seniorjurist Martha Nør Kjeldsen.

Bag om ParkPark

Stiftet i 2013.

Har hovedsæde i Aalborg.

Med ParkParks app kan man parkere sin bil på parkeringspladser i 15 forskellige kommuner.

Selskabet havde i sit seneste regnskab et overskud på 400.000 kroner.

I regnskabet skriver revisoren BDO, at selskabet har 'indberettet urigtige momsangivelser til Skattestyrelsen'.

Se også: Kunder raser over parkeringstjeneste

Bør tilbageføre pengene
Tidligere på dagen oplyste ParkParks direktør, Michael Buch Sandager, til Ekstra Bladet, at kunderne ved deres oprettelse har accepteret handelsbetingelser, hvor der ifølge direktøren står, at selskabet kan ’ændre vilkårene, som vi vil’.

Men det holder ikke, mener Martha Nør Kjeldsen.

- Hvis sådan et vilkår skal være lovligt, skal det varsles i god tid. Men det er alligevel ikke ensbetydende med, at et selskab bare kan stikke sugerøret ned i kundernes bankkonti. Tænk på, hvor mange steder vi har lagt vores dankortoplysninger. Så kunne for eksempel fitnesscentre sige: ’Vi har besluttet, at du skal være medlem i fire år, så nu har vi trukket 20.000 kroner fra din konto.' Og det kan man selvfølgelig ikke, siger hun.

Forbrugerrådets jurist mener, at ParkPark nu bliver nødt til at betale pengene tilbage til kunderne.

- De skal i det mindste sikre sig, at de har samtykke fra alle kunder. Og hvis nogle ikke samtykker – eller ikke svarer på ParkParks henvendelse – så skal de have pengene tilbage, siger Martha Nør Kjeldsen.

Se også: Endnu et direktør-drama: Rigmand bortviser parkerings-boss

Artiklen fortsætter under billedet ...

ParkPark er ejet af rigmanden Mads Peter Veiby, som blev rig på at sælge  mobilselskabet M1 til Telmore. Foto: Gregers Tycho
ParkPark er ejet af rigmanden Mads Peter Veiby, som blev rig på at sælge mobilselskabet M1 til Telmore. Foto: Gregers Tycho

Direktør står fast
Trods kritikken fra Forbrugerrådet står ParkPark-direktør Michael Buch Sandager fast på, at selskabet har handlet korrekt.

- Vores advokatfirma har sagt god for det. Og vi har lagt en forespørgsel hos Forbrugerombudsmanden, som sagde, at det var o.k. Hvis bare vi varslede det i god tid, siger han.

- Forbrugerrådet mener, at I bør betale pengene tilbage.

- Jamen, det gør vi også. Hvis kunderne beder om det.

- Men ifølge Forbrugerrådet skal I have samtykke, før I trækker pengene.

- Det er Forbrugerombudsmanden uenig i. Så jeg kan ikke sige så meget mere, siger Michael Buch Sandager.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

167 kommentarer
Vis kommentarer