Forsvaret og Aalborg Kommune har købt sortlistet udstyr fra Kina

Danske institutioner har købt produkter fra kinesiske Hikvision, som angiveligt bruges til undertrykkelse

Overvågningsudstyr fra det kinesiske selskab Hikvision - som her sættes op af en medarbejder i Ditan Park i Beijing - er blevet købt af flere danske offentlige institutioner, selv om de ifølge den amerikanske regering bruges til undertrykkelse i Kina. (Arkivfoto) Foto: Thomas Peter/Reuters
Overvågningsudstyr fra det kinesiske selskab Hikvision - som her sættes op af en medarbejder i Ditan Park i Beijing - er blevet købt af flere danske offentlige institutioner, selv om de ifølge den amerikanske regering bruges til undertrykkelse i Kina. (Arkivfoto) Foto: Thomas Peter/Reuters

Offentlige danske institutioner har købt overvågningsudstyr fra det kinesiske selskab Hikvision.

Ifølge den amerikanske regering anvendes produkterne til brud på menneskerettighederne.

Det skriver Jyllands-Posten.

Forsvaret og Aalborg Kommune er blandt de danske kunder. Det samme er HCA Airport i Odense og Aalborg Havn.

De har alle købt udstyr fra selskabet, som blandt andet tilbyder systemer med varmesøgende kameraer og ansigtsgenkendelse.

Hikvision røg sidste år på en forbudsliste fra den amerikanske regering.

Selskabets produkter må ikke bruges til offentlig sikkerhed eller overvågning af regeringsbygninger.

Jyllands-Posten skriver, at Hikvision ifølge eksperter er delvist ejet af den kinesiske stat.

Dets produkter er ifølge avisen involveret i overvågning af kineserne og den etniske minoritet uighurerne.

Der er ifølge Jens Myrup Pedersen, som er lektor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet, to problemer med Hikvision.

- Den ene er, om de har styr på etikken, i forhold til hvordan de bruger de her produkter. Den anden er, om det er sikkert at bruge produkter fra et firma, som er delvist ejet af den kinesiske stat.

- Hvis jeg selv skulle købe produkter, ville jeg gøre mig store anstrengelser for at sikre, at sikkerheden er i orden, siger han til Ritzau.

Hikvision oplyser til Jyllands-Posten, at selskabet tager cybersikkerhed alvorligt og respekterer menneskerettigheder.

Pladsen på den amerikanske sortliste er sket 'uden grund eller beviser', lyder det.

Aalborg Kommune siger til avisen, at man ikke var bekendt med overvågningen forud for købet.

Forsvaret vil ikke oplyse, hvor eller hvordan Hikvisions produkter anvendes. Institutionen lægger dog vægt på, at systemet ikke er forbundet til internettet.

HCA Airport skiftet overvågningssystem fra denne sommer, skriver Jyllands-Posten.

8 kommentarer
Vis kommentarer