Fremtiden er sikret for Bravo Tours - har fundet nye ejere

Ifølge Bravo Tours' direktør er fremtiden sikret, efter at rejseselskabet er blevet solgt af TravelCo Nordic

Rejseselskabet Bravo Tours har fået nye ejere og sikret sin fremtid.

Det fortæller Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i Bravo Tours, til Herning Folkeblad.

Det Herning-baserede rejseselskab er blevet solgt fra af TravelCo Nordic, der efter store økonomiske problemer har været i en såkaldt rekonstruktion, som er sidste udvej inden en konkurs.

- Bravo Tours har fået nyt ejerskab, og fremtiden ser lys ud, siger Peder Hornshøj til Herning Folkeblad.

Ny ejerkreds
Den nye ejerkreds i Bravo Tours består nu af tre aktionærer: Selskabet PH Bravo med Peder Hornshøj i spidsen, og hvor også Bravo Tours' salgsdirektør, Gitte Søndergaard, er involveret med en aktiepost - dertil et selskab under Mads Bygballe Christiansen, der i dag er ejer og stifter af Sunway Group i Århus med masser af erfaring fra rejsebranchen. Derudover er selskabet Solbjarg også med i den nye ejerkreds, men foreløbigt kun i en overgangsfase. Det skriver Bravo Tours i en pressemeddelelse sendt ud tirsdag middag.

- Solbjarg havde et formål: at sikre, at Bravo Tours kom på gode hænder, og derfor er de med i ejerkredsen lige nu. De forventer at trække sig ud på sigt, når tiden igen er moden til det, siger Peder Hornshøj i pressemeddelelsen og forklarer, at der har været rift om det danske rejsebureau.

- Det har været de mest hektiske 14 dage i hele mit liv, og vi ved, at, der har været mange interesserede købere derude. Jeg er bare helt ekstrem glad for, at vi har fået en fantastisk ejerkreds og et stærkt fundament, og at det blev os, der nu kan tage imod nøglerne til selskabet, siger han.

Bravo Tours-koncernen havde sidste år 148.000 gæster. Det gør det til landets fjerdestørste rejsebureau. Foto: Charisse Kenion/Unsplash Ferie Gigantisk hul i kassen hos et af Danmarks største rejsebureauer

Gik i rekonstruktion
Det er blot få uger siden, at TravelCo Nordic måtte meddele, at pengekassen var tom. Det hang blandt andet sammen med coronakrisen og de efterfølgende rejserestriktioner.

Derfor gik selskabet i en rekonstruktion for at forsøge at redde resterne.

I en rekonstruktion forsøger man at redde et nødlidende selskab ved at få gælden nedsat eller sælge dele af det. Det hed tidligere betalingsstandsning.

Og nu er det altså lykkedes TravelCo Nordic at sælge ejerskabet af Bravo Tours til nye ejere.

Ud over Bravo Tours ejer TravelCo Nordic også rejseselskabet Sun Tours.

30 kommentarer
Vis kommentarer