'Fremtidens supermarked' er åbnet: Sådan vil de få dig til at købe mere

Amazons kasseløse dagligvarebutik, hvor kamerateknologi registrerer kundernes køb automatisk, kommer formentlig snart til Danmark indenfor en kort årrække, vurderer ekspert

Hvis forbrugeren samtidig siger ja til, at kameraet godt må genkende en, så kan supermarkedet levere specifikke tilbud til kunden. Både i form af real time tilbud på skærme i butikkerne eller via mail, app osv. Se reklamen her

Forestil dig at slippe for at skulle stå i kø, når du skal betale dine varer i supermarkedet. I stedet kan du bare gå ud, og så bliver det samlede beløb automatisk fratrukket din konto - uden du behøver at gøre noget som helst.

Sådan foregår det fra i dag i den nye Amazon Go-butik, der er åbnet i USA. Her registrerer hundredevis af kameraer i loftet alle kundernes handlinger.

Og spørger man detailkonsulenten Flemming Birch, så går der få år, før det samme koncept når Danmark.

Det er dog ikke alle steder i landet, at de vil være tilgængelige, vurderer han.

- Det er noget, som kan redde supermarkederne ude i de små byer. Når der forsvinder supermarkeder her, så er det blandt andet på grund af lønomkostninger. Kan man skære den væk, ved at kunderne lige kan logge sig ind og hente deres varer og så gå igen, så er det rigtig relevant, siger han til Ekstra Bladet.

Men hvorfor ikke i de store byer? Er det ikke meget lækkert at slippe for kø?

- Jo, det er det da, men der skal jo stadigvæk fyldes varer op, og så kan man ligeså godt ekspedere kunderne, når man er der. Fremtiden for det her er i de små byer og så udenfor almindelig åbningstider. Og det vil være butikker med et lidt mindre udvalg, siger han. 

Fakta: Amazon Go

Butikken registrerer automatisk alle de varer, som kunderne tager med sig.

Supermarkedet kombinerer kamerateknologi og sensorer for at spore, hvilke varer kunderne fjerner fra hylderne, og hvilke de sætter tilbage.

Når kunderne kommer ind i butikken, scanner de deres Amazon Go smartphone app. Går de gennem sluserne med varerne, registreres de, og deres konto bliver opkrævet prisen på varerne.

Dermed bliver kasseapparater overflødige, og folk slipper for at skulle stå i kø.

Amazon Go sælger færdigretter, snacks og enkelte dagligvarer som brød, mælk, ost og chokolade.

Butikken, der åbner i Seattle i USA, har været undervejs i flere år grundet forskellige tests.

Det forventes, at konceptet vil udbredes til mange andre butikker.

Dyrebare kundeinformationer
En af forklaringerne på hvorfor Amazon gør det nu, og hvorfor andre formentligt vil følge med, er ikke kun, at det gør livet nemmere for kunden. Supermarkedskæderne har nemlig selv mulighed for at få særdeles vigtige informationer ud om kunderne, når de handler.

Og det er der penge i, fortæller Jesper Lillelund, der arbejder som value architect i CGI. Her sælger man blandt andet lignende teknologier til virksomheder.

- Når folk handler online, får virksomheden en masse informationer om kunderne. Men når de handler fysisk, kan man med videoteknologien også få sat ansigt på. Det betyder, at man får viden om, hvem de er. Fx deres køn og alder osv. Man kan sågar se, hvordan kunderne reagerer, når de ser på specifikke varer. Bliver de fx glade eller bliver de bekymrede, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet...

Sådan ser den nye Amazon Go-butik ud i Seattle. Foto: AP
Sådan ser den nye Amazon Go-butik ud i Seattle. Foto: AP
 

Hvis forbrugeren samtidig siger ja til, at kameraet godt må genkende en, så kan supermarkedet levere specifikke tilbud til kunden. Både i form af real time tilbud på skærme i butikkerne eller via mail, app osv.

- I dag skyder mange supermarkedskæder med spredehagl, når der sendes nyhedsbreve ud til kunderne. Men hvis jeg som kunde f.eks. ikke gider økologi og spiritus, men altid går meget målrettet over mod slagterafdelingen, så kan de specificere tilbud kun til mig ud fra det, som ikke er synligt for andre.

 

Teknologi findes i Danmark

En lignende teknologi findes faktisk allerede i Danmark, men den bliver bare ikke brugt at supermarkedskæderne, fortæller Jesper Lillelund. Han ser af indlysende årsager gerne, at de danske supermarkedskæder snart vil begynde at gøre brug af teknologien, som hans firma blandt andet tilbyder.  

Men hvis den skal implementeres, så skal det ifølge Lillelund foregå i trin, så den hjælper kunderne og dermed ikke skræmmer dem væk.

- I første omgang kan man som minimum bruge teknologien til at finde ud af, hvilke kunder der går ind ad døren og derefter dele dem op i segmenter. Så kan man fx se, hvor mange 20-30 årige kvinder, der var der i en periode.

- Det næste man kan gøre, er at få teknologien til at følge dem rundt i butikken, så man kan undersøge, hvad de interesserer sig for, og om der er et mønster i det.

- Et tredje trin kan være at bruge de skærme, der står rundt omkring i butikken. Så når en person fra et segment, der reagerer godt på en specifik vare, kommer hen i nærheden af skærmen, så vises der i real time et tilbud, som de formentlig vil kunne lide.

Artiklen fortsætter under billedet...

I USA ejer Amazon 460 Whole Foods-supermarkeder landet over. Her forventer man, at den nye teknologi vil blive implementeret, når den er testet i Seattle. Foto: AP
I USA ejer Amazon 460 Whole Foods-supermarkeder landet over. Her forventer man, at den nye teknologi vil blive implementeret, når den er testet i Seattle. Foto: AP
 

Lettere hverdag
Teknologien er også til stede i Danmark i forhold til at kunne genkende kunderne, men det kræver, at de siger ja til dette. Og det tror han, at der er mange kunder, som gerne vil.

Tror du ikke, at alt den overvågning, som kunderne i forvejen oplever mange steder, bliver for meget?

- Det er i sidste ende op til forbrugerne. Hvis supermarkedskæderne misbruger det, så bliver det ubehageligt. Men vi elsker jo som kunder at blive anerkendt og vejledt og få gode råd, så vores hverdag bliver lettere.

57 kommentarer
Vis kommentarer