Gæster jubler: Eiffeltårnet er åbent igen efter 104 dage

Jeg er fuld af tårer, men det er glædestårer, siger 60-årig kvinde på vej op i Eiffeltårnet efter coronakrise

Eiffeltårnet i Paris er genåbnet torsdag efter at have været lukket i 104 dage under coronakrisen. Indtil videre må turisterne tage trappen op i tårnet, for elevatorerne taget først i brug i næste uge. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Eiffeltårnet i Paris er genåbnet torsdag efter at have været lukket i 104 dage under coronakrisen. Indtil videre må turisterne tage trappen op i tårnet, for elevatorerne taget først i brug i næste uge. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix

Eiffeltårnet i Paris er torsdag genåbnet efter at have været lukket i 104 dage under coronakrisen.

Men turisterne vil først senere på sommeren få adgang til den øverste platform på det tårn, der er et vartegn for både den franske hovedstad og Frankrig selv.

Journalister fra mange lande var torsdag mødt op for at dække genåbningen af tårnet, da de første 50 besøgende - overvejende franskmænd - gjorde sig klar til at gå op ad trapperne til første og anden platform.

Lukningsperioden af det 324 meter høje tårn har været den længste siden Anden Verdenskrig.

Tårnets elevatorer var lukkede. Alle personer over 11 år skulle bære mundbind, mens de opholdt sig på stedet.

Elevatorerne, der sidste år sendte seks millioner besøgende i vejret, vil først blive taget i brug 1. juli.

I mellemtiden må gæster tage de 674 trappetrin, som fører til platform to 115 meter over jorden.

Genåbningen af Eiffeltårnet har stor symbolsk betydning i Frankrig. Det markerer samtidig genåbningen af det franske samfund oven på tre hårde måneder, hvor næste 30.000 er døde med Covid-19.

- Jeg er fuld af tårer, men det er glædestårer. Det er et emotionelt øjeblik efter disse svære måneder, siger 60-årige Therese, der er rejst til Paris fra det sydlige Frankrig.

- Jeg vil klatre opad, men langsomt. Og hvis jeg ikke klarer det, så gør det heller ikke noget, siger hun iført sit mundbind.

Det er forbudt for de besøgende turister at stoppe op halvvejs på trapperne, og det var ikke alle, der torsdag nåede op til den anden platform.

De måtte stoppe ved den første platform efter at have passeret 300 trappetrin.

Eiffeltårnets øverste platform vil først blive åbnet 15. juli. Og når det sker, så vil højst otte personer være tilladt ad gangen deroppe mod sædvanligvis 45.

1 af 2 Efter en nedlukning i 104 dage er Eiffeltårnet torsdag blevet genåbnet, men turister vil først senere på sommeren få adgang til den øverste del af landemærket for den franske hovedstad. Foto: Charles Platiau/Reuters
2 af 2 Eiffeltårnet i Paris er genåbnet torsdag efter at have været lukket i 104 dage under coronakrisen. Indtil videre må turisterne tage trappen op i tårnet, for elevatorerne taget først i brug i næste uge. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
0 kommentarer
Vis kommentarer