Harald Nyborg-sønner får stor del af fars formue

Begge sønner af Kurt Daell har fået mere ejerskab af familieimperiet for nylig

Erling Daell har nu det største ejerskab af Harald Nyborg-imperiet. Foto: Anthon Unger
Erling Daell har nu det største ejerskab af Harald Nyborg-imperiet. Foto: Anthon Unger

Den 78-årige milliardær Kurt Daell har valgt at afgive en større portion ejerskab af sin kæmpemæssige Harald Nyborg-koncern til sine to sønner Erling og Njal Daell.

Det skete 30. december 2019 og dermed kun få dage før, at den omdiskuterede arveafgift blev sat op fra seks til 15 procent.

Det er anden gang indenfor få måneder, at Kurt Daell overdrager store dele til sønnerne af familielivsværket, som tæller kæderne Harald Nyborg, Jem & Fix og Daells Bolighus.

I slutningen af august blev Njal Dael således for første gang inddraget i ejerkredsen med 10 procent af aktierne, mens storebroderen Erling og faderen selv deltes om de resterende 90 procent.

Arveafgiften

Frem til 2017 var arveafgiften for virksomhedsarvinger 15 procent.

Men VLAK-regeringen besluttede i 2017 at sænke afgiften gradvist til 5 procent i 2020.

I 2019 var afgiften på 6 procent.

1. januar 2020 er afgiften igen sat op til 15 procent.

Få dage inden årsskiftet fik sønnerne så yderligere af faderens aktier. Ifølge cvr-registret er Njal dermed oppe 20 procent, mens Erling Daell står for 50 procent. Kurt Daell holder fast i de resterende 30 procent.

Artiklen fortsætter under billedet..

Kurt Daell sidder stadig med magten, selvom han har afgivet en del ejerskab. Foto: Claus Bonnerup
Kurt Daell sidder stadig med magten, selvom han har afgivet en del ejerskab. Foto: Claus Bonnerup

Ekstra Bladet kunne i går fortælle historien om Karsten Ree, der havde givet det meste af sit holdingselskab videre til sine børn kort inden jul.

- Hele forretningen skal ikke lide under, at man bliver skrællet af det offentlige, fordi man skal lave et familieskifte, sagde han i den forbindelse.

Han har dog stadig magten i firmaet, og det er også tilfældet for Kurt Daell.

Beholder magten
Han sidder således stadig på 70 procent af stemmeandelen, mens Erling har 25 og Njal har fem.

Artiklen fortsætter under billedet..

Njal Daell er arving til Harald Nyborg-koncernen. Foto: Michael Drost-Hansen
Njal Daell er arving til Harald Nyborg-koncernen. Foto: Michael Drost-Hansen

Mens Erling Dael som administerende direktør for koncernen, er en kendt mand i offentligheden, så trådte lillebroderen Njal først ind i rampelyset i 2016, hvor han til stor overraskelse for mange bekendtgjorde sine ambitioner om at komme til tops i familiens imperium.

Siden forklarede Kurt Daell, at det var hans ældste søn Erling Daell, der var udset til at overtage tronen.

Erling Daell er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse. Direktøren for koncernen Arne Gerlyng-Hansen er heller ikke.

243 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere