Hemmelig dansk milliardær scorer kassen

Den hemmelighedsfulde danske milliardær Ib Nymark Hegelund har tjent mere end en milliard i regnskabsåret 2019/2020

Ib Nymark Hegelund flasher ikke sine mange penge, dyre biller og lækre villaer. På Google findes der ingen billeder af ham, ligesom han aldrig har talt med noget medie.

Alligevel er han blandt Danmarks rigeste mænd, og i regnskabsåret 2019/2020 er han blevet endnu rigere, og hans firma Imbtech A/S har tjent styrtende med penge.

Det skriver Finans.dk.

Et kig på firmaets regnskab viser, at de har tjent lige over en milliard danske kroner i 2019/2020. Dermed er Imbtech A/S's egenkapital på 4,5 milliarder danske kroner.

Men det er ikke nye investeringer, der har givet pote. Der er derimod tale om de gode gamle sager.

'Koncernens resultat er ikke opnået ved kursfaldsspekulation eller lignende og er alene betinget af positiv udvikling i koncernens største investeringer, som alle er mere end 30 år gamle. Ledelsen anser årets resultat som tilfredsstillende,' står der i regnskabet.

Den århusianske milliardær grundlagde sin formue, da han solgte virksomheden Denmark Enzymes, der havde base i Lystrup nær Aarhus.

Gemmer sig på borg
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan den storrige danske erhvervsmand lever et liv helt ude af rampelyset.

Den hemmelighedsfulde, jyske civilingeniør og enzym-milliardær lever under radaren i udlandet, hvor han skjuler sig på sin store borg.

Det er småt med oplysninger, om danskerens liv og milliard-foretagende, men ifølge de offentligt tilgængelige dokumenter bor han på Castello di Paradiso i det schweiziske skattely Lugano Paradiso klos op ad grænsen til Italien.

Her lever han i den ikoniske borg sammen med sin kone Monica, der også sidder i Imbtechs bestyrelse. Imbtech har eksisteret siden 1986 og har haft skiftende medlemmer af bestyrelsen - heriblandt flere af Ib Nymark Hegelunds familiemedlemmer.

Men bopælen i Schweiz betyder, at den danske stat går glip af en skatteindtægt på op mod 100 millioner danske kroner.

Den danske milliardær bor her på borgen Castello di Paradiso syd for Lugano nær den italienske grænse (Foto: Google Maps) Tæt på Her skjuler den hemmelige danske milliardær sig

118 kommentarer
Vis kommentarer