Ilse Jacobsen slæbt i retten for ubetalte regninger

Ilse Jacobsens nordsjællandske gummistøvle-firma er stævnet for 552.000 kroner. Selv mener man, at man har penge til gode

Ilse Jacobsen skal i retten, hvor hendes selskab er blevet stævnet for tre ubetalte regninger. Foto: Ritzau Scanpix
Ilse Jacobsen skal i retten, hvor hendes selskab er blevet stævnet for tre ubetalte regninger. Foto: Ritzau Scanpix

Ved du noget om sagen, så tip Ekstra Bladets journalister her.

Gummistøvlernes dronning Ilse Jacobsens designimperium er blevet slæbt i retten for tre ubetalte regninger. 

Det viser dokumenter fra den verserende sag, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, ved Københavns Byret. 

Ifølge stævningen kræver et lille konsulentfirma i alt 552.195 kroner, som designselskabet IJH A/S ikke har betalt. Dertil kommer renter og sagsomkostninger, hvis Ilse Jacobsen-selskabet taber retssagen. 

Størstedelen af beløbet har konsulentfirmet, Lundberg-Consult, faktureret tilbage i november og december sidste år. 

Men netop 2018 blev et år - som både Ilse Jacobsen og hendes mand og direktør i selskabet, Jesper Bo Jacobsen - nok gerne vil glemme. 

IJH - en forkortelse for ’Ilse Jacobsen Hornbæk’ - havde et dundrende underskud på 8,3 millioner kroner. 

Og i oktober sidste år måtte Ilse Jacobsen trække sig fra DR’s populære iværksætterprogram ’Løvens Hule’ efter afsløringer af dårligt arbejdsmiljø og brutal ledelsesstil i hendes virksomheder.

Ekstra Bladet har bedt direktør Ole Andersen fra konsulentfirmaet Lundberg-Consult om at uddybe sin stævning. 

– Det har jeg ingen kommentarer til, lyder det dog kortfattet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ilse Jacobsen sammen med sin mand Jesper Bo Jacobsen. Foto: Ritzau Scanpix
Ilse Jacobsen sammen med sin mand Jesper Bo Jacobsen. Foto: Ritzau Scanpix
 

Modkrav
Ilse Jacobsens mand, direktør Jesper Bo Jacobsen, bekræfter dog, at der er en tvist.

– I er stævnet for godt 550.000 kroner i ubetalte regninger ved byretten?

– Vi har bestridt det. Det er dårligt udført arbejde - og vi har rejst modkrav på næsten 800.000 kroner. Derfor er der en sag mellem de to selskaber, siger Jesper Bo Jacobsen.

– Så konsulentfirmaet har stævnet jer, og som svar på det, hævder I efterfølgende, at det er jer som har penge til gode?

– Ja.

 

Tidligere i dag kunne Ekstra Bladet fortælle, at Ilse Jacobsen havde taget ulovlige lån i sit selskab på flere millioner. Læs den historie herunder:

Se også: Revisor: Ilse Jacobsen har taget ulovlige million-lån

 

Ilse Jacobsen var i et par år med i 'Løvens hule', men måtte trække sig efter stor kritik af arbejdsforholdene i hendes selskab. Foto: Lars E. Andreasen/DR
Ilse Jacobsen var i et par år med i 'Løvens hule', men måtte trække sig efter stor kritik af arbejdsforholdene i hendes selskab. Foto: Lars E. Andreasen/DR
 

Sovset ind i retssager

Retssagen om den manglende betaling til konsulentfirmaet er langt fra den eneste, som Ilse Jacobsen er eller har været involveret i.

For nylig tabte hun en sag i Sø- og Handelsretten til tøjfirmaet Message, der havde solgt en striktrøje med navnet ’Ilse’ på. 

Ilse Jacobsen ville have retten til at forbyde, tilbagekalde og beslaglægge alle striktrøjerne, men retten gav hende ikke medhold og dømte hende i stedet til at betale sagens omkostninger på 25.000 kroner.

Gummistøvle-krænkelse
Derudover er hun stadig involveret i to andre verserende retssager. Den ene skal snart for Højesteret og omhandler en højskaftet gummistøvle med snørebånd.

Ilse Jacobsen mener at have ophavsret til dens design og føler sig derfor krænket over en lignende model fra Kina, som kom på markedet 2015 af Morsø Skoimport A/S.

To gange har hun tabt sagen i både byret og landsret.

Den sidste retssag er imod Bilka og ejeren Salling Group. Også her mente hun, at der var blevet solgt en kopi af hendes design til en meget lavere pris, men Sø- og Handelsretten gav hende ikke medhold i 2016.

Gummistøvledesigneren havde krævet lidt mere end 800.000 kroner, men måtte i stedet stå tilbage med en regning på sagens omkostninger på 100.000 kroner.

Den sag ankede hun til landsretten, men den er endnu ikke berammet, idet man formentlig venter på dommen fra sagen i Højesteret. 

36 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere