Ingen kunder i butikkerne fører til frivillige lukninger

Flere butikker har valgt at lukke på grund af manglende kunder, fortæller direktør for Dansk Detail

Der er tomme handelsstræder rundt omkring i Danmark, efter at flere butikker enten frivilligt eller gennem påbud fra regeringen har valgt at holde lukket på grund af coronavirus.

Flere butikskæder har nemlig meldt sig ind i sværmen af dem, der holder lukket.

Således har eksempelvis Ikea, Flying Tiger og flere tøj og skoforretninger selv valgt at låse butiksdøren og sende de ansatte hjem.

- Det giver ikke mening at holde dem åbent længere. Det kan man jo bare se, hvis man tager en tur ned ad strøget i København, siger direktør i brancheforeningen Dansk Detail, Jens Birkeholm.

- Der er simpelthen så få kunder, at det ikke giver økonomisk mening at holde butikken åben, siger han.

Regeringen præsenterede en række påbud tirsdag aften på et pressemøde. Her bad regeringen blandt andet frisører, tatovører og massører om at holde lukket.

På trods af de mange lukninger af butikker, glæder direktøren sig over de hjælpepakker, som regeringen har præsenteret.

Det er blandt andet tiltaget om, at regeringen er parat til at dække op til 80 procent af de faste udgifter, hos de små virksomheder, såfremt corona-epidemien bliver en lang og svær affære, hvilket det tyder på.

Så vil det have den værste konsekvens for en række butikker, når danskerne på et tidspunkt vågner op til en normal hver dag.

- Det bliver en helt anden verden vi vågner op til, når vi forhåbentlig er ude af det her. Vi glæder os alle til at komme tilbage til hverdagen. Men der vil være butikker, som ikke overlever.

- Det kommer vi ikke udenom, uanset hvor fine hjælpepakker der er. Der forsvinder også arbejdspladser, siger Jens Birkeholm.

De første tegn på ledighed er allerede begyndt at vise sig. Mandag og tirsdag i denne uge er der en usædvanlig stigning i antallet af ledige - altså folk der har mistet deres arbejde - ifølge Beskæftigelsesministeriet.

7 kommentarer
Vis kommentarer