ISS-topchef i stor lønnedgang

Topdirektøren i ISS er på tre år dalet 58 procent i løn

Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

I løbet af tre år har topdirektøren i service-giganten ISS, Jeff Gravenhorst, måttet sluge en lønnedgang på 58 procent.

Det viser virksomhedens vederlagsrapport, som er udgivet i forbindelse med årsregnskabet for 2019.

Trods lønnedgangen er der dog næppe fare for, at direktøren går sulten i seng. Således fik Gravenhorst i 2019 et samlet vederlag på 11,875 millioner kroner, hvilket dog er væsentligt mindre end 2016-lønnen, som lød på 28,3 millioner.

Hvert år er lønnen faldet med 20-30 procent, hvilket gør, at den altså er landet lige under 12 millioner.

Basislønnen er ellers steget hvert år, men den samlede lønnedgang skyldes, at den præstationsbetingede bonus er faldet gevaldigt. ISS skriver i meddelelsen, at bonussen følger udbetalingen til aktionærerne, og de seneste års skuffende resultater for virksomheden afspejler sig altså i både direktionens og aktionærernes udbetalinger.

Også ISS' økonomidirektør, Pierre-François Riolacci, har måttet sluge en mindre tilbagegang, idet han fra 2018 til 2019 gik fra 12,2 til 8,7 millioner kroner i samlet løn. Han blev ansat i ISS i slutningen af 2016, hvorfor det ikke er muligt at sammenligne med hans løn fra dengang.

Af ISS' netop offentliggjorte regnskab fremgår det, at overskuddet for 2019 faldt med 400 millioner kroner sammenlignet med 2018 på trods af, at omsætningen voksede i samme periode.

Se også: Overskud er blevet 400 millioner kroner mindre hos ISS

Det er tredje år i træk, at overskuddet i virksomheden ikke lever op til forventningerne, hvilket altså også afspejler sig i lønnen hos topdirektøren.

41 kommentarer
Vis kommentarer