Karsten Ree satsede vildt: Nu har han tjent en milliard på det

Erhvervsmanden Karsten Ree har scoret jackpot på kinesisk aktieinvestering - men han vil ikke sælge endnu

Karsten Ree sammen med sin kone Janni. Foto: Tariq Mikkel Khan
Karsten Ree sammen med sin kone Janni. Foto: Tariq Mikkel Khan

Det var noget at et sats, da Karsten Ree tilbage i efteråret 2014 smed en lille milliard kroner i den kinesiske teknologiaktie Alibaba, der kan beskrives som en blanding mellem Den Blå Avis og Amazon.

Helt nøjagtigt investerede han 900 millioner kroner i kurs 92, og i lang tid virkede det da heller ikke til, at aktien for alvor ville gøre Ree mere rig, end han i forvejen er. Snarere tværtimod.

Men i løbet af 2017 er aktien kun gået én vej. Op.

Og selvom den er faldet lidt den seneste uge, så ændrer det ikke på, at kursen er helt oppe i 187, hvilket betyder, at Ree på nuværende tidspunkt har tjent en lille milliard kroner på sin investering.

'Godt tilfreds'
Selv er han rimelig beskeden, når Ekstra Bladet beder ham om at forholde sig til fordoblingen.

- Jeg har været meget godt tilfreds med aktien. Den har ført en utrolig volatil tilværelse, da den har været oppe og nede, jeg ved ikke hvor mange gange. Men jeg er af den opfattelse, at det er på sigt. og så må man finde sig i, at det går og ned.

Med en profit på en milliard kroner, så ville mange jo nok sælge ud. Hvor højt op skal du, før du begynder på det?

- Når jeg kigger ind i krystalkuglen - selvom jeg ikke er nogen heksedoktor eller spåmand - så ser jeg umiddelbart, at aktien på sigt, dvs en periode på de næste 5-10 år, kan blive fem gange så stor.

- Så siger man, at firmaet er enormt, og landet er enormt. Ja, det er det, og en femdobling er jo ønsketænkning, ja, men prøv lige at kigge på historikken med fx Amazon og Apple. Så kan man jo se, at vi taler om stigninger i den størrelsesorden. Dermed ikke sagt, at det bliver sådan, men jeg mener, at der er en god sandsynlighed.

(Artiklen fortsætter under grafikken...)

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Afviser bitcoins
Han tror så meget på fremtiden, at han har købt yderligere ind i Alibaba-aktien for et par uger siden.

- Jeg har nok købt 10-15 procent flere aktier, end det jeg oprindeligt købte, siger han om investeringen, der er det største beløb, som han nogensinde har investeret i en enkelt aktie.

Og selvom Karsten Ree ikke er bleg for et godt sats, så er han dog ikke hoppet med på at investere i kryptovaluta, som han ikke 'vil røre med en ildtang'.

- Det er useriøst. Der er ikke nogen, der kan følge med i, hvad de penge bliver brugt til. Det er for suspekte typer, siger han.

130 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere