Karsten Ree tabte 800 mio på bank-kollaps: Glad for bankdirektørs frifindelse

Rigmanden Karsten Ree mistede 800 millioner kroner på Amagerbankens kollaps, men han forsøgte ikke at få nogle af sine penge tilbage, og det er han glad for

Karsten Ree har lagt Amagerbankens konkurs bag sig. Foto: Jonas Olufson
Karsten Ree har lagt Amagerbankens konkurs bag sig. Foto: Jonas Olufson

Amagerbankens kollaps i 2011 endte med at koste rigmanden og bankens storaktionær Karsten Ree omkring 800 millioner kroner.

I dag blev bankens ledelse så frifundet i den store erstatningssag, som statens bankskraldeselskab Finansiel Stabilitet havde anlagt mod dem. Samtidig skal staten af med omkring 75 millioner kroner i sagsomkostninger.

Derfor er Karsten Ree også glad for, at han ikke selv har forsøgt at få sine penge tilbage, fortæller han til Ekstra Bladet.

- Det har jeg det meget godt med, fordi det ville alligevel ikke være os, der ville få noget. Det ville have været staten, som ville have fået erstatningen. Og det var staten, der lukkede banken, og jeg har ingen medlidenhed med dem, siger han og fortsætter:

- Da sagen var fire år gammel, tog vi det op på et internt møde med revisorer og andre rådgivere. Og de sagde, at det ville tage ti år at slås mod staten, hvis man skal igennem alle instanserne, og det ville koste minimum 20 millioner. Og det gad jeg satme ikke bruge tid på.

Ikke sur
Karsten Ree har siden nedturen med Amagerbanken haft flere gode investeringer. Blandt andet har han tjent mere end en halv milliard på et risikabelt opkøb af Nokia-aktier. Derfor har han også lagt sagen bag sig. 

- Jeg er ikke sur, der er jo ikke noget at gøre ved det. Og de har ingen penge til at kunne erstatte det, jeg og de andre aktionærer har tabt. Så det har jeg lagt bag mig, siger han og fortsætter:

- Jeg besluttede at lægge det bag mig og fokusere på at tjene penge andre steder. Og det er jo gået fint.

Se også: Amagerbankens top er lettet over frifindelse til 900 millioner

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere