Kasi-Jesper lukker butikker på stribe: Det har gjort nas

Coronakrisen har ramt Jesper 'Kasi' Nielsens smykkeselskab hårdt. 16 butikker er blevet tvunget til at dreje nøglen om, fortæller han

Jesper 'Kasi' Nielsen erklærede mål med Amazing Jewelry er at skabe 'branchens svar på H&M og Zara'. Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix
Jesper 'Kasi' Nielsen erklærede mål med Amazing Jewelry er at skabe 'branchens svar på H&M og Zara'. Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Ritzau Scanpix

Måneders nedlukning af butikker under coronakrisen har gjort ondt på den danske iværksætter Jesper 'Kasi' Nielsens smykkefirma, Amazing Jewelry.

16 ud af selskabets 68 butikker i hele verden har været nødt til at dreje nøglen om, fortæller han.

- Det har gjort nas. I et land som Mexico har vi været nødt til at lukke seks ud af seks butikker. Vi har også lukket fire i Kina. Så det har ikke været en sjov tid, siger Jesper 'Kasi' Nielsen.

- Har du fortsat tro på, at dit selskab skal blive en succes?

- Ja, selvfølgelig. Vi har lukket en hel del butikker, men nu skal vi i gang igen, siger han.

Iværksætteren blev for alvor danmarkskendt, da han i 00'erne tjente et trecifret millionbeløb på at sælge Pandora-smykker i særligt Tyskland og siden blev storsponsor for fodboldklubben Brøndby IF.

Lukker selskab i Schweiz
Da Jesper 'Kasi' Nielsen startede Amazing Jewelry i 2016, var det med et erklæret mål om at 'erobre hele verden'.

Siden da åbnede selskabet butikker i raskt tempo, men mange af dem - blandt andet i Danmark og Tyskland - er siden blev lukket igen.

Det samme er for nylig sket for det schweiziske selskab Amazing International GmbH, som hidtil har ejet smykkefirmaet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jesper 'Kasi' Nielsen har netop lukket et schweiziske selskab, som hidtil har siddet på ejerskabet af hans smykkeselskab. Foto:  Nicolai Lorenzen/Ritzau Scanpix
Jesper 'Kasi' Nielsen har netop lukket et schweiziske selskab, som hidtil har siddet på ejerskabet af hans smykkeselskab. Foto: Nicolai Lorenzen/Ritzau Scanpix
 

Men ifølge Jesper 'Kasi' Nielsen hænger lukningen i Schweiz sammen med, at han i efteråret 2018 vandt en meget omtalt sag i Højesteret over SKAT. I den forbindelse slap han for et skattesmæk på 245 millioner kroner.

- Efter den sag forsvandt min frygt for at drive virksomhed i Danmark. Hvis Amazing Jewelry havde været registreret i Danmark, og jeg havde tabt skattesagen, var det blevet revet med ned. Men nu da sagen er væk, er selskabet kommet ind i et dansk setup, siger han.

- Ikke et godt år
Ifølge iværksætteren hører hans smykkefirma nu til i det danske selskab Amazing Jewelry ApS, der er ejet af hans far, Jan Nielsen.

Dét selskab havde sidste år et underskud på 9,5 millioner kroner, og Jesper 'Kasi' Nielsen vil ikke garantere, at resultatet bliver bedre lige foreløbig.

Tredje forsøg i smykkebranchen

Jesper 'Kasi' Nielsen har været involveret i tre forskellige smykkeselskaber - med meget svingende succes.

I 00'erne tjente hans selskab Kasi Group en formue på at sælge Pandora-smykker i særligt Tyskland. Og i 2010 solgte han sit forhandlernetværk videre til Pandora for omkring 400 millioner kroner.

Tre år senere stiftede han så selskabet Endless Jewelry, der skulle være en konkurrent til den tidligere arbejdsgiver.

I starten lignede det en ny jackpot: Smykkerne blev solgt til forhandlere i tusindvis, og Endless Jewelry fik tilført en masse millioner fra bl.a. Saxo Bank-rigmanden Lars Seier Christensen.

Men i 2016 gik selskabet konkurs med et brag, og pengene var tabt.

Samme år stiftede Jesper 'Kasi' Nielsen så Amazing Jewelry, som han ville gøre til 'branchens svar på H&M og Zara'.

- Nu må vi se. Vi har lige lukket regnskabet, og det har ikke været et godt i år. Jeg havde ikke lige kalkuleret med fire måneders nedlukning. Men det endelige resultat kender vi ikke endnu, siger han.

- Det kan være lidt svært at gennemskue økonomien i dine selskaber. Vil du karakterisere dig selv som rig igen, efter du vandt skattesagen?

- Den slags udtaler jeg mig aldrig om. For hver gang jeg siger noget om penge, er der nogen, som forsøger at tage dem fra mig.

Satser på influencere
Coronakrisen har tvunget Amazing Jewelry til at tænke i nye baner, og det har udmøntet sig i et online-koncept under navnet 'Jesper Nielsen'.

Det handler i al sin enkelthed om at få nogle influencere til at promovere selskabets produkter.

- De her influencere - eller ambassadører, som vi kalder dem - sælger så produkterne i deres egne små webshops, som vi har stillet til rådighed. Og så får de et cut af salget. Det har vi rullet ud i både Tyskland og Danmark, hvor vi allerede har 700 ambassadører, siger Jesper 'Kasi' Nielsen.

Han tilføjer, at smykkeselskabet oftest gør brug af relativt ukendte influencere med mellem 3000 og 5000 følgere.

Sportsglade Jesper 'Kasi' Nielsen drev tidligere håndboldholdet AG København, som var en stor sportslig succes. Men økonomien var en helt anden sag, og i 2012 gik holdet konkurs. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Sportsglade Jesper 'Kasi' Nielsen drev tidligere håndboldholdet AG København, som var en stor sportslig succes. Men økonomien var en helt anden sag, og i 2012 gik holdet konkurs. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
 

78 kommentarer
Vis kommentarer