Katastrofal fejlsatsning koster milliarder

Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway sælger alle sine luftfartsaktier og tager stort tab

Den årlige generalforsamling i Warren Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, plejer at være et tilløbsstykke, men ikke i år, hvor mødet blev holdt online på grund af coronakrisen. Her ses Buffett svare på spørgsmål fra aktionærerne. Foto: Yahoo! Finance/Reuters
Den årlige generalforsamling i Warren Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, plejer at være et tilløbsstykke, men ikke i år, hvor mødet blev holdt online på grund af coronakrisen. Her ses Buffett svare på spørgsmål fra aktionærerne. Foto: Yahoo! Finance/Reuters

Den legendariske investor Warren Buffett har for en gangs skyld ramt ved siden af med en milliardinvestering ved at købe aktier i USA's fire største luftfartsselskaber.

Det oplyser den 89-årige amerikaner på sit investeringsselskab Berkshire Hathaways generalforsamling lørdag.

Alle aktieposter i de fire amerikanske flyselskaber er nu solgt fra. Men med et betydeligt tab, som følge af flybranchens kollaps under coronakrisen, lader han forstå.

- Vi fik ikke i nærheden af de syv-otte milliarder dollar tilbage, og det er min fejl. Det var mig, som traf beslutningen, siger bestyrelsesformand Buffett på generalforsamlingen, som blev livestreamet.

Det nævnte beløb svarer til mellem 47,6 og 54,3 milliarder kroner.

Warren Buffett oplyser ikke, hvor stort et tab Berkshire Hathaway indkasserer på at sælge aktierne.

Af det seneste årsregnskab fremgår det, at investeringsselskabet i slutningen af 2019 lå inde med ejerandele i flyselskaberne. Blandt andet 11 procent i Delta Airlines og omkring ni procent i både United Airlines og Southwest Airlines.

Næsten al trafik med passagerfly i USA er sat i stå på grund af pandemien.

- Det er et hårdt slag at se næsten hele efterspørgslen tørre ud. Grundlæggende har vi stort set lukket helt ned for flyrejser i dette land, siger Warren Buffet.

Ifølge magasinet Forbes er Warren Buffett god for 72 milliarder dollar. Det gør ham til en af verdens fem rigeste personer.

6 kommentarer
Vis kommentarer