Kendt erhvervsmand dømt: Bestilte 66 kopier af Wegner-stol

En af Skives mest kendte kultur- og erhvervspersoner dømt i stor kopisag

Til venstre ses den påståede kopi, som Knud Bjerre bestilte i feriebyen Alanya. Til højre ses den danske original, som eksempelvis er 15 centimeter bredere end den tyrkiske stol. Foto: Sø- og Handelsretten

Den 52-årige restauratør, hotelejer og direktør for Kulturcenter Limfjord, Knud Bjerre, troede, at han gjorde et godt køb, da han i 2018 handlede møbler på Hovedgaden i Alanya.  En ferieby, hvor han i 11 år har haft sommerhus.

Sammen med sin kompagnon var han taget til Tyrkiet for at handle inventar til en kombineret ølbar og restaurant, Bryggeriet, som de skulle åbne i Skive.

Knud Bjerre fortæller, at han som aktør i kulturlivet og hotelejer har erfaring i at møblere det offentlige rum, og at han derfor udmærket ved, at man ikke kan slippe af sted med anvende kopimøbler. Hans påstand er, at han ikke kendte Wegners The Chair, inden han købte stole, der kan forveksles med den. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

- Der er nemlig i Alanya sket en rivende udvikling i restaurationslivet. Derfor tog vi dertil for at handle barmøbler, borde, lamper, sofaer og stole, siger han til Ekstra Bladet.

Men i dag fortryder han, at han købte 66 særlige stole á 530 kroner, som sammen med en masse andre møbler blev fragtet til Skive i lastbil.

- Jeg fandt dem i en ganske almindelig møbelforretning. Jeg valgte selv træets og læderets farve, siger han.

For kort tid efter åbningen i 2018 blev han kontaktet af advokater hyret af det familieejede danske møbelsnedkeri PP Møbler, der ejer rettighederne til mange Hans J. Wegner-stole.

De hævdede, at stolene var ulovlige kopier af Wegner-modellen PP503, som også kaldes The Chair eller 'Kennedy-stolen', fordi John F. Kennedy og Richard Nixon sad i stolene i verdens første tv-transmitterede valgdebat i 1960.

Stolen blev særligt kendt verden over, da den i 1960 blev anvendt i en tv-debat
Stolen blev særligt kendt verden over, da den i 1960 blev anvendt i en tv-debat

Denne møbelklassiker, der efter ophavsretsloven er beskyttet som et kunstværk, sælges for 35.000-40.000 kr. stykket. Samme pris, som Knud Bjerre havde betalt for de 66 tyrkiske stole i alt.

PP Møbler krævede 475.000 kr. for vederlag og godtgørelse, men det afviste Bjerre, så sagen endte i retten.

Han afviste nemlig, at han groft uagtsomt havde krænket Wegner-rettighederne – og at ’alle danskere kender Wegners The Chair’, sådan som PP Møbler påstod.

- Jeg har et almindeligt kendskab til møbelklassikere. Alle kender Fritz Hansens 7'er-stol. Jeg kender Wegners Y-stolen, men denne stol kendte jeg altså ikke, bedyrer han.

- Og jeg har på intet tidspunkt haft en idé om, at stolen kunne være en kopi. Intentionen var blot at indrette en stilfuld restauration. Jeg bryder mig ikke om at blive anklaget for at tyvstjæle et design.

- Havde jeg ønsket at handle en kopi, havde jeg bestilt dem på de britiske websites, der forhandler piratmøbler, argumenterer Bjerre, som understreger, at de tyrkiske stole på 16 punkter adskiller sig fra Wegner-stolen.

'Kopien' til venstre. Originalen til højre. Stolen blev særligt kendt verden over, da den i 1960 blev anvendt i en tv-debat mellem præsidentkandidaterne John F. Kennedy og Richard M. Nixon. The Chair blev Wegners gennembrud. Introduktionen af stolen i 1949 blev også

Han synes ikke, at stolene ligner hinanden.

- Den originale stol – hvis man kan kalde den det – er eksempelvis 15 centimeter bredere, siger Knud Bjerre.

Men Knud Bjerre og selskabet bag hans restauration tabte sagen i Sø- og Handelsretten, som forleden dømte dem til at betale 180.000 kr. i bøder, vederlag, erstatning og advokathonorar.

Vederlag og erstatning for markedsforstyrrelse udgjorde 125.000 kr.

De har anket dommen til Landsretten.

- For vi er fortsat uenige i, at der skal tilkendes dem en stort erstatning, for de har ikke lidt et tab, påstår Knud Bjerre.

Læs dommen hos Sø- og Handelsretten her.

1 af 2 Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
2 af 2 Til venstre ses den påståede kopi, som Knud Bjerre bestilte i feriebyen Alanya. Til højre ses den danske original, som eksempelvis er 15 centimeter bredere end den tyrkiske stol. Foto: Sø- og Handelsretten
186 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere