Kendt revy konkurs

Den prisvindende Græsted Revy er gået konkurs. Planen er at genopstå til næste år

2019-holdet bød ud over René Richardt på Sofie Stougaard, Tine Gylling og Jan Linnebjerg. Foto: Peter Søndergaard
2019-holdet bød ud over René Richardt på Sofie Stougaard, Tine Gylling og Jan Linnebjerg. Foto: Peter Søndergaard

Græsted Revyen, der i 2014 og 2017 vandt prisen for Årets Revy ved TV2 Charlies Revygalla, er gået konkurs.

Det bekræfter René Richardt, der står i spidsen for showet sammen med sin kone, Vibeke, igennem selskabet Græsted Revy og Underholdning ApS.

- Vi er selvfølgelig ramt af coronakrisen, og det har vi måttet tage den her kedelige konsekvens af, siger han til Ekstra Bladet.

Revyen kører normalt fra juni til oktober på Græsted Kro, som ægteparret også står bag, men her vil driften fortsætte normalt. Det er kun revyen, som bliver ramt. Planen er samtidig at kunne åbne op for publikum i 2021.

- Vi ved ikke hvordan, men det skal vi nok finde ud af. Vi har advokater til at hjælpe os med det, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

René Richardt tager imod prisen for Årets Revy ved Charlies Revygalla 2017. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
René Richardt tager imod prisen for Årets Revy ved Charlies Revygalla 2017. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
 

Ægteparret har ikke haft mulighed for at søge nogle af statens hjælpepakker.

- Hjælpepakkerne rammer lidt skævt, fordi vi spiller efter 31. august, så vi ville ikke kunne søge i hele perioden. Vi var tvunget i knæ.

Han er naturligvis påvirket af konkursen.

- Vi er da kede af det, men vi ser også fremad nu. Det var en uforudset udfordring, vi blev stillet over for. Det blev lige svært nok, siger han og uddyber:

- Vi blev nødt til det. Vi har jo en masse lønninger til skuespillere og musikere og alt muligt, som er svært, og da vi ryger uden for de her hjælpepakker kunne vi ikke se en anden udvej.

Samtidig måtte de kun have plads til under en tredjedel af det normale publikum.

- Hvis vi gennemførte, måtte vi kun være 55 i salen, og normalt er vi 170, så de udfordringer gjorde, at vi måtte kaste håndklædet, siger han.

53 kommentarer
Vis kommentarer