Kendtes tattoo-firma har tabt 100 millioner kroner

Tattoodo, der har flere kendte som f.eks. Christian Stadil, Daniel Agger og Peter Warnøe i ejerkredsen, fortsætter med tabe millioner af kroner

Daniel Agger er blandt de mange kendte danskere, som har investeret i Tattoodo. Foto: Jacob Jørgensen/Ritzau Scanpix
Daniel Agger er blandt de mange kendte danskere, som har investeret i Tattoodo. Foto: Jacob Jørgensen/Ritzau Scanpix

2019 var heller ikke året, hvor kendis-firmaet Tattoodo fik sine første sorte tal på bundlinjen.

23 millioner kroner lød underskuddet derimod på, fremgår det af et nyt regnskab.

Selskabet, der er et online tatoveringsfællesskab, hvor man blandt andet kan booke sig til tider over hele verden, har nu samlet tabt 100 millioner kroner i løbet af de sidste fem år.

Tattoodo, som blandt andet ejes af Hummel-milliardæren Christian Stadil og den tidligere fodboldstjerne Daniel Agger, har ellers formået endnu engang at vækste på flere områder. Blandt andet har man fået 650 procent flere tatovører, og på de sociale medier har man en følgerskare på mere end 20 millioner. 

I regnskabet kalder ledelsen da også resultatet for 'acceptabelt', omend det stadig er 'under forventningerne'.

De røde tal på bundlinjen har ikke ændret sig siden 2012, hvor de to danske iværksættere Mik Thobo-Carlsen og Johan Plenge stiftede selskabet sammen med den verdenskendte amerikanske tatovør Ami James.

Derfor har der også hvert år været brug for millioner som kapitalindsprøjninger. Senest blev der i 2019 investeret et større millionbeløb i virksomheden af venturefonden Seed Capital. Flere kendte investorer har også valgt at sætte deres penge i foretagendet tidligere.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra Tattoodo og flere af investorerne.

Kendisser i Tattodos ejerkreds

 

Daniel Agger

Den tidligere fodboldspiller ejer mellem 10-15 procent af selskabet.

 

Christian Stadil

Milliardæren, der blandt andet er kendt fra 'Løvens hule', har en ejerandel på 5-10 procent.

 

Jan Bech Andersen

Brøndby IF-storaktionæren ejer 5-10 procent af Tattodo.

 

Peter Warnøe

Kronprinsens ven Peter Warnøe er også blandt investorerne. Hans venturefond Nordic Eye ejer således 5-10 procent. 

 

Ami James

Han var blandt stifterne sammen med Johan Plenge og Mik Thobo-Carlsen. Ami James, er kendt fra det populære Tv-program Miami Ink, som følger en tatoveringsbutik i Miami. Han ejer 5-10 procent.

244 kommentarer
Vis kommentarer