Kinesisk kæmpe viger uden om USA i gigantisk børsnotering

Ant Group har kurs mod en af de største børsnoteringer - men har valgt de amerikanske børser fra

Den næste store internationale børsnotering er under opsejling i Asien, når Alibaba-udbryderen Ant Group skal noteres.

Mandag oplyste selskabet, at det går efter at blive noteret i Hongkong og Shanghai - men ikke i USA, som Alibaba ellers blev det.

Selv om Ant Group for mange i Danmark vil være ukendt, er det ikke småpenge, der bliver rejst ved en børsnotering.

Der er ikke meldt en værdisætning ud, men det amerikanske erhvervsmedie CNBC skyder på omkring 200 milliarder dollar - næsten 1330 milliarder kroner.

Dermed vil det bringe selskabet op i den absolutte superliga, hvis bare ti procents ejerandel sættes til salg.

Alibaba selv indbragte omkring 25 milliarder dollar ved sin entre på børsen, ligesom Saudi Aramco. Det er de to hidtil største børsnoteringer i historien.

Ant Groups guldkalv er betalingstjenesten til mobiltelefoner Alipay. Alipay blev oprindeligt udviklet af Alibaba, men blev pakket ind i selskabet Ant Group og solgt fra til blandt andet Alibaba-stifter Jack Ma.

I dag har Jack Ma ifølge CNBC en kontrollerende ejerandel, mens koncernen Alibaba, har købt en tredjedel. I dag er Jack Ma til gengæld ikke længere en de største ejere eller en ledende figur i Alibaba.

Mens Alipay er en ukendt størrelse i Vesten, har betalingstjenesten 900 millioner brugere i Kina ifølge CNBC. Ud over betalinger kan brugere købe andre finansielle tjenester såsom formuepleje, lån til virksomheder og forsikringer.

Både erhvervsmedierne Wall Street Journal og Business Insider noterer sig, at Ant Group har valgt USA fra for i stedet at blive i Asien - hvor særligt børsen på Shanghai forsøger at udfordre Wall Street i New Yorks position.

Samtidig kommer fravalget af USA samtidig med øgede politiske spændinger mellem USA og Kina, hvor de amerikanske myndigheder er begyndt at øge tilsynet med kinesiske virksomheder noteret i USA.

6 kommentarer
Vis kommentarer