Københavns Kommune stopper prestigebyggeri

Fund af både byggeaffald og genbrugs-beton i højhusets fundament får nu byggeriet stoppet

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Ved du noget om sagen eller tilfælde af groft byggesjusk, så skriv til Ekstra Bladets journalist på mr@eb.dk

Den politianmeldte entreprenør og ejer af grunden på Amager, Bach Gruppen, skal omgående stoppe med at arbejde på det 86 meters højhus.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

'Vi har sendt en standsningsmeddelelse til Bach Gruppen i dag og krævet yderligere dokumentation.'

'Vores eksterne rådgivere har peget på, at beregningerne af bygningens statik er ufuldstændige og ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de udfordringer med bundpladen, som betonprøverne har vist. Derfor har vi i dag standset byggeriet,' udtaler Rikke Sønderriis, områdechef i Område for Bygninger i Teknik- og Miljøforvaltningen, i meddelelsen.

Foreløbig rapport
Beslutningen fra Københavns Kommune kommer på baggrund af en foreløbig rapport fra Cowi og Statens Byggeforskningsinstitut, som har undersøgt højhusets fundament nærmere.

Bach Gruppen blev i foråret politianmeldt af kommunen efter mistanke om fusk med fundamentet. Siden har Ekstra Bladet tillige kunnet afsløre, at Viborg-selskabet også efterforskes for dokumentfalsk.

Højhuset har 23 etager og er 86 meter højt. Undersøgelser af fundamentet har vist, at betonen har en langt lavere styrke, end hvad der er foreskrevet.
Foto: Anthon Unger Erhvervsnyheder Prestigebyggeri: Politiet ransager flere adresser

Byggeaffald
Den foreløbige rapport er udarbejdet på baggrund af boreprøver fra fundamentet, som Teknologisk Institut har udtaget.

Prøverne fra instituttet dokumenterer, at fundamentet under det 86 meter høje hus er langt, langt svagere, end hvad der blev foreskrevet til byggeriet og godkendt af kommunen.

Højhuset er på 23 etager, 86 meter højt og ligger på Njalsgade på Amager. Foto: Anthon Unger Erhvervsnyheder Entreprenør om whistleblower: Vi bliver afpresset

Ydermere har prøverne også blotlagt, at der er blandet gammelt beton i fundamentet, ligesom der også er fundet rester af plast, jern, og hvad der tilsyneladende er fugemasse.

Stampet jord
I en af trykprøverne af fundamentet under højhuset, målte Teknologisk Institut en styrke på sølle 5,4 MPa. Styrken skulle ellers ifølge byggetilladelsen være på 35 MPa. Jo større tal, jo stærkere beton.

Adspurgt om, hvorvidt man til et parcelhus på bare en etage kunne bruge en beton med en styrke på omkring fem, har Niels-Jørgen Aagaard, direktør for Institut for Byggeri og Anlæg på DTU tidligere sagt.

- Nej, er det korte svar. En sådan styrke er at sammenligne med stampet jord, så der er intet konstruktionsmæssigt, som man vil bruge en beton med en styrke på fem til.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Grund har indbragt historisk salg

Faste Batteri er en grund på næsten syv hektar, der blev købt af Bach Gruppen, der har hjemme i Viborg, i 2007.

Byggeprojektet kaldes også Bryggens Bastion og ligger ved Njalsgade på Amager. Der er planlagt 125.000 kvadratmeters bolig- og erhvervsareal, og grunden skal blandt andet rumme to højhuse. Ét højhus skal være på 23 etager og cirka 86 meter højt, som denne sag omhandler, mens højhuset i modsatte ende ud mod Ørestads Boulevard bliver 99 meter højt fordelt på 30 etager.

Opførslen af Bryggens Bastion ventes at tage 8-10 år fra 2017, og ser ud til at blive særdeles indbringende for Bach Gruppen. I slutningen af juli meddelte Viborg-selskabet, at det havde lavet sin største handel nogensinde på i alt 740 millioner kroner.

Pengene kommer fra den store amerikanske ejendomsinvestor Nuveen Real Estate, der har investeret i byggeriet på grunden kaldet 'Campus'.

Kilder: Bach Gruppen, BryggensBastion.dk, Dansk Arkitektur Center, Viborg Stifts Folkeblad.

Andre undersøgelser
Som Ekstra Bladet for nogle uger siden kunne fortælle, så har ejendomsinvestoren Heimstaden, der allerede har købt nogle færdige bygninger på grunden af Bach Gruppen, iværksat sin egen undersøgelse af bygningerne.

Heimstaden har også indgået aftale med Bach Gruppen om at købe det det 86 meter høje tårn af Viborg-selskabet, når det står færdigt.

Men også de bygninger omkring højhuset, hvor folk allerede er flyttet ind, skal måske også undersøges af kommunen.

'Når vi kender resultatet af de eksterne vurderinger, tager vi stilling til, hvad der skal ske i forhold til Bach Gruppens andre bygninger i området. Vi forventer dog at se på de andre bygninger,' udtaler Rikke Sønderriis.

Kommunen finder dog ikke på nuværende tidspunkt, at der en 'akut fare' forbundet med bygningen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Anklager datterselskab

Bach Gruppen har tidligere meldt ud, at selskabets ledelse ikke var vidende om, at der blev fusket med fundamentet. I stedet mener selskabet, at det er blevet svindlet af sit datterselskab BG Beton.

Bach Gruppen ejer mindst 50 procent af BG Beton.

Entreprenørens hyrede kommunikationsbureau, Geelmuyden Kiese, oplyser, at Bach Gruppen ikke ønsker at svare på spørgsmål. Det har i stedet sendt en udtalelse fra Bach Gruppens direktør Lene Christensen.

'Vi har netop modtaget henvendelsen fra Københavns Kommune med påbud om at standse aktiviteten på byggefelt G på Bryggens Bastion på Amager. Derfor har vi stoppet byggeriet øjeblikkeligt,' lyder det fra direktøren.

Ifølge direktøren samarbejder selskabet 'fuldt ud' med kommunen, men understreger, at 'Bach Gruppens rådgivere og kommunen vurderer at byggeriet ikke udgør nogen fare nu og her'.

258 kommentarer
Vis kommentarer