Konkurrencestyrelsen slår bremsen i for Trygs køb af Alka

Trygs milliardopkøb af forsikringsselskabet Alka er blevet bremset af myndighederne, der er bekymrede

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er bekymret over Trygs køb af Alka, og derfor er overtagelsen udskudt. Den ventes stadig at blive gennemført. Det skriver Tryg i en fondsbørsmeddelelse.

I december 2017 kom det frem, at Tryg havde lagt 8,2 milliarder kroner på bordet for Alka, der udsprang af fagforeningerne og stadig er 50 procent ejet af LO.

- Som en del af Alka-transaktionens godkendelsesproces har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen rejst betænkeligheder ved transaktionens indvirkning på dynamikken i det danske forsikringsmarked.

- Tryg er uenig i betænkelighederne, men har været i dialog med myndighederne om mulighederne for at løse de rejste spørgsmål, skriver Tryg i en fondsbørsmeddelelse.

Tryg fortæller, at man har givet 'ikke-strukturelle tilsagn'. Det betyder, at Tryg er kommet med forslag, der kan formilde konkurrencemyndighederne, men at forslagene ikke drejer sig om frasalg.

- De foreslåede tilsagn skal nu testes i markedet. Godkendelsesprocessen er blevet forlænget som konsekvens heraf og forventes afsluttet inden udgangen af 2018, skriver Tryg.

Alka har omkring 380.000 kunder og bruttopræmieindtægter på omkring 2,5 milliarder kroner årligt. Med opkøbet vil Tryg have en markedsandel på over 20 procent i Danmark.

- Vi er meget tilfredse med købet af Alka, som vil styrke vores position i Danmark, skrev administrerende direktør i Tryg Morten Hübbe, da købet blev offentliggjort.

Flere dele af Alkas ejerkreds i fagforeningerne var ikke tilfredse med salget.

- Trygheden til arbejderen og de svageste er blevet så stor en succes, at det har udviklet sig til et guldæg for dansk fagbevægelse.

- Dermed er fristelsen for en kortsigtet gevinst åbenbart blevet for stor for flertallet af aktionærer, som nu er klar til at sælge ud for ussel mammon, sagde Max Meyer, formand for Blik- og Rørarbejderforbundet, til Berlingske.

FAKTA: Tre millioner kunder er forsikret hos Tryg

Forsikringsselskabet Tryg har en lang historie i Danmark.

Læs om selskabet, der er ved at købe Alka og blive endnu større, her:

* Tryg er et af de største skadeforsikringsselskaber i Norden med aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige.

* I Danmark er Tryg ifølge selskabet den største aktør.

* Tryg har godt 3300 medarbejdere og tre millioner kunder.

* Siden 2011 har Morten Hübbe været koncernchef. Han overtog posten efter Stine Bosse.

* Historien om Tryg går helt tilbage til 1728, hvor København hærges af en brand. Efterfølgende dannes forsikringsselskabet Kjøbenhavns Brand i 1731.

* Navnet Tryg dukker op for første gang i 1911.

* Tryg vokser gennem opkøb i årenes løb. I 1995 opkøber Tryg forsikringsselskabet Baltica og fortsætter i nogle år under navnet Tryg-Baltica.

* I 2001 overtager Tryg det norske forsikringsselskab Vesta og fortsætter under navnet TrygVesta i Danmark frem til 2010.

* I december 2017 køber Tryg forsikringsselskabet Alka, der på daværende tidspunkt havde omkring 380.000 kunder.

Kilde: Tryg.

0 kommentarer
Vis kommentarer