Kriseramt firma fyrer EM-helten

Henrik 'Store' Larsen er færdig i hårdt pressede ACT.Global, der granskes for lovbrud af myndighederne

Henrik 'Store' Larsen er færdig i Amager-selskabet ACT.Global, som er havnet i dyb krise. Foto: Jonas Olufson
Henrik 'Store' Larsen er færdig i Amager-selskabet ACT.Global, som er havnet i dyb krise. Foto: Jonas Olufson

Ved du noget om sagen? Så kontakt Ekstra Bladets journalister her

Han blev folkehelt, da han i 1992 som topscorer var en af hovedarkitekterne bag Danmarks sejr ved EM i fodbold.

Men uden for kridtstregerne har Henrik 'Store' Larsen tilsyneladende ikke været helt så træfsikker. Siden 2016 har han været en del af ACT.Global, som sælger midler til bekæmpelse af bakterier.

De seneste måneder er selskabet dog havnet i dyb krise. Efter en stribe kritiske historier i Ekstra Bladet er flere topfolk flygtet fra Amager-selskabet, der også granskes for lovbrud af Erhvervsstyrelsen.

Og nu er Henrik 'Store' Larsen ligeledes på vej ud.

- Selskabet har åbenbart nogle økonomiske udfordringer, og derfor er jeg og andre medarbejdere med ansvar for salget i Danmark blevet opsagt, siger den tidligere landsholdsspiller.

Artiklen fortsætter under billedet ...

ACT.Globals direktør og storaktionær Carsten Jensen er havnet i strid modvind. Hans selskab undersøges af myndighederne. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
ACT.Globals direktør og storaktionær Carsten Jensen er havnet i strid modvind. Hans selskab undersøges af myndighederne. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
 

Chokerende underskud
Længe tegnede alt ellers lyst for ACT.Global, som de seneste år har hentet et trecifret millionbeløb fra investorer som Lagkagehuset-stifter Ole Kristoffersen og flere tidligere fodboldspillere.

Investorerne fik dog et chok, da selskabet i starten af året pludselig præsenterede et regnskab med et underskud på svimlende 120 millioner kroner.

Siden afslørede Ekstra Bladet, at Carsten Jensen slæber et spor af konkurser og kontroverser bag sig.

Og i februar startede Erhvervsstyrelsen så en undersøgelse af regnskaberne i ACT.Global, der skal afdække mulige lovbrud. Dette arbejde er endnu ikke færdiggjort.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ole Kristoffersen var både investor og bestyrelsesmedlem i ACT.Global. I foråret trak han sig pludselig fra bestyrelsen. Foto: Jan Unger
Ole Kristoffersen var både investor og bestyrelsesmedlem i ACT.Global. I foråret trak han sig pludselig fra bestyrelsen. Foto: Jan Unger
 

I kølvandet på de mange artikler har nøglefolk som formand Brian Mollerup, bestyrelsesmedlem Ole Kristoffersen, finansdirektør Simon Hove og rådgiveren Helge Sander (tidligere Venstre-minister, red.) trukket sig fra selskabet.

- Det er klart, at det har påvirket stemningen i selskabet, siger Henrik 'Store' Larsen om situationen.

- Har du fortsat tillid til, at alt er foregået efter bogen?

- Jeg har ikke hørt andet. Og så længe ingen er dømt eller noget i den stil, har jeg sådan set ingen grund til at tro andet, siger han.

Se også: Mystik om kendisfirmas bakteriedræber

Jagter flere penge
I en kortfattet mail til Ekstra Bladet forklarer direktør Carsten Jensen, at den nylige fyring af Henrik 'Store' Larsen og flere andre skyldes en 'effektiviseringsproces' i ACT.Global.

'Vi er i færd med at gøre vores forretning mere rentabel, og det indebærer desværre, at der er nogle stillinger på tværs i virksomheden, der bortfalder,' skriver han og tilføjer, at selskabet har fyret 'i flere afdelinger'.

Henrik 'Store' Larsen

Født 1966 (54 år)

Har spillet professionelt fodbold i Lyngby, FC København, Pisa og Aston Villa

Blev Europa-mester med Danmark i 1992

Har siden været træner for bl.a. landsholdet på Færøerne

Har siden 2016 været ansat i ACT.Global med ansvar for salg til kunder i Danmark

Carsten Jensen har dog fortsat stor tro på sit projekt og forsøger for tiden at tiltrække 'et større millionbeløb' fra investorer, så økonomien i selskabet kan forbedres.

Det er endnu uklart, om den mission lykkes.

ACT.Globals hovedkontor i Kastrup på Amager. Foto: Jonas Olufson
ACT.Globals hovedkontor i Kastrup på Amager. Foto: Jonas Olufson
 

24 kommentarer
Vis kommentarer