Ledighedskøen skrumper en smule ind

Tirsdag havde 177.580 meldt sig ledige herhjemme. Det er et mindre antal i forhold til mandag

Antallet af arbejdsløse herhjemme er faldet en smule. (Arkivfoto) Foto: Michael Bothager/Ritzau Scanpix
Antallet af arbejdsløse herhjemme er faldet en smule. (Arkivfoto) Foto: Michael Bothager/Ritzau Scanpix

Ledighedskøen i Danmark er skrumpet en smule ind.

Det viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet, som under coronakrisen dagligt har opdateret om antallet af ledige.

Det hænger sammen med, at mange har mistet deres job som følge af krisen, og mange derfor har meldt sig ledige.

Tirsdag havde i alt 177.580 personer meldt sig ledige. Det var 558 færre end mandag.

Under coronakrisen er der 45.957 personer, som har meldt sig ledige.

Alene tirsdag meldte 1172 personer sig ledige. Det var en lille stigning i forhold til tirsdag i sidste uge, hvor tallet var 1148 personer.

På en gennemsnitlig tirsdag melder 1992 personer sig ledige. Gennemsnittet er baseret på tirsdag i samme uge for årene 2015-2019.

- Vi har på det seneste set en stabilisering i ledighedstallene, men vi må desværre forvente, at endnu flere vil miste deres arbejde i de kommende måneder, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en skriftlig kommentar.

Han henviser til, at store virksomheder som SAS har varslet massive fyringsrunder. Det skete tirsdag, hvor luftfartsselskabet sagde, af 1700 ud af 4200 medarbejdere i Danmark står til at blive fyret.

Det bliver fulgt nøje og med stor alvor af regeringen, fortæller ministeren.

- Regeringen har allerede været med til at sikre, at mere end 150.000 lønmodtagere får en fuld løn, selv om de er sendt hjem fra jobbet, og der er i alt hjælpepakker for omkring 400 milliarder kroner.

- De ledige skal behandles ordentligt og værdigt i vores bestræbelser på at få dem tilbage på arbejdsmarkedet, når krisen er ovre.

- Og så skal vi bruge krisen til at investere i mennesker, så de får endnu flere kompetencer og står bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked, siger Peter Hummelgaard.

Mens mange danske virksomheder har søgt om kompensation for at sende medarbejdere hjem med løn, så er det ikke alle, der vælger at benytte sig af tilbuddet.

Salling Group, der står bag blandt andet Netto- og Føtex-butikkerne, har ikke valgt at gøre brug af ordningen, selv om mange hundrede medarbejdere har været sendt hjem med løn.

Det skyldes ifølge administrerende direktør Per Bank, at andre virksomheder har mere brug for støtten.

9 kommentarer
Vis kommentarer