Legendarisk selskab glemt efter kollaps: Nu øjner de vildt comeback

Det fallerede kamera/film-selskab vil med på krypto-bølgen med deres egen coin - investorerne er vilde med ideen

Kodak er langt fra tidligere tiders storhed. Nu forsøger de at komme bare lidt tilbage, men denne gang på et andet marked. Foto: AP
Kodak er langt fra tidligere tiders storhed. Nu forsøger de at komme bare lidt tilbage, men denne gang på et andet marked. Foto: AP

Efter Bitcoins vilde prisstigninger de seneste måneder, vil rigtig mange forståeligt nok gerne med på den bølge.

For hvem vil ikke gerne opleve stigninger på en mere end 1000 procent?

En af dem, der nu overraskende har meldt sig i rækken - og virkelig også har brug for det i øvrigt - er det ikoniske men også hårdtramte Kodak.

Det amerikanske selskab, der i det forrige århundrede var blevet synonym med film til kameraet, vil således lave sin egen kryptovaluta. Den skal hedde Kodakcoin.

Stigning på 117 pct.
Betalingsformen er som udgangspunkt tænkt til de professionelle fotografer, når de sælger billeder gennem en online platform. Det skal også hjælpe dem med at kontrollere deres rettigheder til billederne. Det afslørede firmaet ved et tech show i Las Vegas, skriver flere udenlandske medier, heriblandt BBC.

Nyheden er samtidig blevet taget overordentligt godt imod af investorerne. 117 procent er Kodak-aktien steget med siden i går, så mon ikke virksomheden øjner et tiltrængt comeback.

De klassiske filmruller fra Kodak. Dem er der ikke salg i længere. Foto: AP
De klassiske filmruller fra Kodak. Dem er der ikke salg i længere. Foto: AP
 

Kæmpe nedtur
De har i hvert fald brug for det. Siden digitaliseringsbølgen skyllede ind over verden er det kun gået en vej for det amerikanske selskab. Ned.

Ligesom eksempelvis Blockbuster havde Kodak ikke forudset bølgens konsekvenser, og det betød, at selskabet i 2012 måtte sælge ud af patenter og rettigheder for at undgå konkurs. Derfor kan man nu se det berømte Kodak-mærke på eksempelvis batterier, printere og digitalkameraer.

I dag leverer Kodak primært film og services til virksomheder.

11 kommentarer
Vis kommentarer