Legos salg satte rekord i 2019 trods svært marked for legetøj

Lego har vundet markedsandele fra konkurrenterne sidste år, hvor omsætningen nåede 38,5 milliarder kroner

Lego har i årets løb åbnet en masse nye butikker i Kina og har nu 570 på verdensplan. (Arkivfoto) Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters
Lego har i årets løb åbnet en masse nye butikker i Kina og har nu 570 på verdensplan. (Arkivfoto) Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Legos salg nåede et nyt højdepunkt i 2019, der ellers var et tungt år for den globale legetøjsindustri.

Samlet nåede salget 38,5 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på seks procent og samtidig er rekord.

Det viser Legos årsregnskab, der er offentliggjort onsdag.

Lego har i årets løb åbnet 150 nye butikker - langt de fleste i Kina. Legetøjskoncernen har nu samlet 570 butikker på verdensplan.

Samtidig bliver der solgt flere klodser på nettet. E-handlen steg med 27 procent sidste år.

Legos resultat skal ses i lyset af, at markedet for legetøj var presset i 2019.

Analysefirmaet NPD anslog tidligere i år, at salget af legetøj på globalt plan faldt tre procent i 2019. Det hænger sammen med, at flere store kæder er lukket - herunder Toys'R'Us.

Lego-direktør Niels B. Christiansen fortæller, at Lego har vundet markedsandele på alle sine store markeder gennem året.

- Vi har over de seneste år skruet op for vores investeringer i produkter, e-handel og egne butikker, og det været med til at sikre, at vi er vokset hurtigere end vores konkurrenter, siger han.

Niels B. Christiansen fortæller, at salget er steget inden for en række forskellige Lego-produkter.

Det tæller alt fra Lego City og Lego Friends over Lego Harry Potter og Lego Superheroes, men også de almindelige lego- og duploklodser.

Fremgangen i Lego har også været med til at sende overskuddet op. Lego tjente sidste år 8,3 milliarder kroner. Det er cirka en kvart milliard mere end 2018.

Resultatet er en anelse tynget af, at Lego har skruet op for investeringerne det seneste år i blandt andet nye butikker og på it.

I forbindelse med regnskabet sadler Lego lidt om i bestyrelsen. Jørgen Vig Knudstorp, der i en årrække var direktør for Lego, stopper som formand, men bliver i bestyrelsen.

I stedet er Thomas Kirk Kristiansen, der er en del af ejerfamilien, udpeget som ny formand. Han har indtil nu været næstformand. Han er oldebarn af Legos stifter.

For 2020 forventer Lego at kunne øge sit salg af legetøj med nogle få procenter.

Forventningen er blandt andet bygget på fremgang i Kina, hvor dele af landet i øjeblikket er hårdt ramt af coronavirus.

OVERBLIK: Familien bag Lego-dynastiet

Lego har onsdag ændret i sin bestyrelse, så Thomas Kirk Kristiansen træder et skridt op og bliver formand. Han har siden 2016 været næstformand.

Se her, hvordan familiedynastiet bag Lego hænger sammen:

* Lego-koncernen er et privatejet selskab, der blev stiftet i Billund i 1932.

* Lego blev grundlagt af Ole Kirk Christiansen, og siden da er virksomheden gået i arv fra far til søn. Stifterens barnebarn, Kjeld Kirk Kristiansen, var direktør fra 1979-2004. Siden da har den post været besat af personer uden for familien.

* I dag ejes Lego af Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn, Thomas, Sofie og Agnete.

* Tidligere var Kjeld Kirk Kristiansens søster, Gunhild Kirk Johansen, også ejer af Lego, men den del af familien blev købt ud i 2007.

* I 2004 blev sønnen, Thomas Kirk Kristiansen, medlem af bestyrelsen i Lego.

* I 2016 begyndte et glidende generationsskifte mellem Kjeld Kirk Kristiansen og sønnen, da de to byttede roller i bestyrelsen i Lego. Det gjorde Thomas Kirk Kristiansen til næstformand.

I 2019 trådte Kjeld Kirk Kristiansen ud af bestyrelsen, og i marts 2020 blev Thomas Kirk Kristiansen formand.

* Kjeld Kirk Kristiansen er dog fortsat bestyrelsesformand for selskabet Kirkbi, der ejer 75 procent af Lego.

* I Lego Fonden, der ejer 25 procent af Lego, skete et tilsvarende skift i 2016, der gjorde Thomas Kirk Kristiansen til formand og Kjeld Kirk Kristiansen til næstformand. De roller har de to stadig i 2020.

* I 2016 blev der i Lego-familien indgået en aftale om, hvordan Lego skal køres videre. Hver generation vælger én person til at være aktiv ejer på vegne af hele familien. Thomas Kirk Kristiansen har fået denne rolle, og han er eneste repræsentant fra Lego-familien i bestyrelsen.

Kilder: Lego, Kirkbi, Kirk Kapital, Ritzau og Berlingske Business.

FAKTA: Her er virksomheden bag legoklodsen

Lego har offentliggjort regnskab for 2019, der viste et stigende salg af klodser og bød på en rekordhøj omsætning på 38,5 milliarder kroner.

Her er en række fakta om den danske legetøjskoncern:

* Lego er et privatejet selskab med hovedkontor i Billund, men Lego har afdelinger over hele verden, og der sælges produkter i mere end 140 lande.

* Selskabet ejes stadig af familien Kirk Kristiansen, som grundlagde det i 1932.

* Lego startede med at lave snedkerarbejde som trapper, skamler og strygebrætter.

* Lego begyndte kort efter også at lave trælegetøj.

* Lego begyndte i 1949 at lave klodser, der kunne sættes sammen.

* Legoklodsen, som den kendes i dag, blev lanceret i 1958.

* Koncernen beskæftiger sig med udvikling af børns kreativitet gennem leg og læring. Navnet Lego er en sammentrækning af ordene 'leg godt'.

* Med udgangspunkt i den karakteristiske legoklods sælger virksomheden legetøj, oplevelser og undervisningsmateriale til børn over hele verden.

* Koncernens administrerende direktør er Niels B. Christiansen. Han har tidligere været administrerende direktør i Danfoss, der er kendt for sine termostater.

* Han erstattede 1. oktober 2017 Bali Padda, der nåede at bestride posten godt halvandet år.

* Bali Padda afløste 1. januar 2016 Jørgen Vig Knudstorp, der havde været direktør siden oktober 2004 og var den første uden for Kirk-familien til at stå i spidsen for koncernen.

Kilde: Lego.

23 kommentarer
Vis kommentarer