Lukkede restauranter koster McDonald's milliarder

McDonald's' overskud er faldet med 68 procent i andet kvartal, hvor restauranter har måttet holde lukket

McDonald's har været ramt af nedlukningen i forbindelse med coronaudbruddet. Størstedelen af kædens restauranter er åbnet igen - men det er ikke helt, som det plejer. Foto: Hannah Mckay/Reuters
McDonald's har været ramt af nedlukningen i forbindelse med coronaudbruddet. Størstedelen af kædens restauranter er åbnet igen - men det er ikke helt, som det plejer. Foto: Hannah Mckay/Reuters

McDonald's havde en tilbagegang på 30 procent i omsætningen i andet kvartal, hvor fastfoodkæden var ramt af nedlukning under coronaudbruddet.

Det viser fastfoodkædens regnskab for andet kvartal, der er offentliggjort tirsdag.

Salget af burgere og pomfritter faldt mest på de internationale markeder uden for hjemmebanen i USA, der dog heller ikke kunne undgå at gå tilbage under nedlukningen.

Der er omkring 36.000 McDonald's-restauranter på tværs af 100 lande i verden.

Forretningsmodellen er primært franchise, hvor andre driver restauranterne ud fra et fast koncept og sender en del af pengene tilbage til McDonald's-koncernen.

Det amerikanske selskab nåede en omsætning på 25 milliarder kroner i kvartalet.

Det er et fald på 11 milliarder kroner sammenlignet med samme periode i 2019.

På grund af forretningsmodellen er omsætningen i regnskabet et udtryk for de penge, der ender i McDonald's-koncernen. Det er derfor ikke et billede på, hvor meget der samlet bliver solgt ude i restauranterne i kroner og ører.

Det lavere salg har også kostet på overskuddet hos McDonald's-koncernen, som er faldet med 68 procent til 3,2 milliarder kroner.

Næsten alle McDonald's-restauranter i verden er åbne igen. Det er dog ikke helt som normalt, da der blandt andet er færre gæster end sædvanligt.

McDonald's har under nedlukningen forsimplet menuer og er i højere grad gået mod onlinebestilling og levering til døren.

I USA er det desuden et krav, at gæsterne skal bære mundbind, når de indtager deres måltider på restauranterne.

- Vores udbredte mulighed for 'drive in' og de investeringer, vi har lavet inden for levering og digitalisering over de seneste år, har hjulpet os gennem den her usikre tid.

- Vi har set fortsatte forbedringer i vores resultater i løbet af andet kvartal, i takt med at markeder genåbnede rundt om i verden, siger Chris Kempczinski, administrerende direktør i McDonald's, i en pressemeddelelse.

17 kommentarer
Vis kommentarer