Luksusmægler går konkurs

Living Homes med den kendte ejendomsmægler Peter Norvig i spidsen er gået konkurs

Peter Norvig har tidligere siddet i bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment, hvor han også var formand frem til 2002. Foto: Rumle Skafte
Peter Norvig har tidligere siddet i bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment, hvor han også var formand frem til 2002. Foto: Rumle Skafte

Peter Norvig og ejendomsmæglerfirmaet Living Homes er erklæret konkurs.

Det fremgår af Statstidende og Finans.dk.

Virksomheden, der er kendt for at sælge luksushjem i København og omegn, blev fredag taget under konkursbehandling.

'Selskabet af 1. januar 2019 ApS (tidl. Living Homes A/S) under konkursbehandling på grundlag af en begæring modtaget den 19.12.2019', står der i Statstidende.

Den sidste formulering dækker over, at konkursbegæringen stammer tilbage fra december 2019, hvor Boris Frederiksen blev indsat som kurator.

Et dyk ned i Living Homes' regnskab fra 2018 viser også, at det ikke just var en guldåre, som ejendomsmægleren havde ramt.

Her fremgår det, at 2018 bød på et underskud på 898.288 kroner.

Frakendt retten
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan Peter Norvig i 2018 på grund af dårlig opførsel blev frakendt retten til at kalde sig ejendomsmægler.

Se også: Ny mega-bøde: Peter Norvig afsløret som piratmægler

Samtidig kunne vi fortælle, at kendismægleren i 2019 blev afsløret som piratmægler.

Et udtryk, der bruges om personer, som i strid med loven og sandheden udgiver sig for at være betroede ejendomsformidlere.

Men sådan en mæglertitel gjorde Norvig sig ikke længere fortjent til, for han har 'gentagne gange udvist en sådan forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed som ejendomsmægler, at Peter Norvig ikke i fremtiden ville kunne udøve virksomheden som ejendomsmægler på en forsvarlig måde,' fastslog Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere for et år siden.

Men I frakendelsesperioden på et år fortsatte han med at bruge den beskyttede titel - og han fortsatte sin årelange ulovlige praksis med at nøle med at returnere folks depositummer, når handler gik i vasken.

Og så faldt hammeren.

Living Homes og Peter Norvig fik en bøde på 275.000 kr. Både for misbrug af mæglertitlen og for at tilbageholde et depositum.

116 kommentarer
Vis kommentarer