Macron efter EU-aftale: Det er en historisk dag for Europa

Lange og svære forhandlinger er ovre. EU-aftalen er ikke perfekt, men den leverer, mener Frankrigs præsident

I EU er begejstringen for den nye aftale til at tage og føle på. Video: AP.

Aftalen om en EU-genopretningsfond og et syvårigt budget er stor nok til at imødegå de udfordringer, som coronakrisen har skabt.

Sådan lyder det fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, efter at EU tirsdag morgen er nået frem til en aftale om, hvordan 13.580 milliarder kroner skal bruges de næste syv år.

Macron medgiver dog, at forhandlingerne har været lange og svære.

- Det har været nødvendigt at give indrømmelser for at overtale medlemslande, der stod i vejen for en aftale, forklarer han.

Ikke desto mindre leverer landene en genopretningsplan, som er stor nok til at være effektiv, mener han.

- Der findes ikke nogen perfekt verden, men vi har gjort fremskridt, siger han ved et pressemøde.

En historisk dag, mener den franske præsident Macron. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
En historisk dag, mener den franske præsident Macron. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

I et tweet kort forinden kaldte Macron det for 'en historisk dag for Europa'.

Efter mødet står det klart, at de sydeuropæiske lande fik de milliardtilskud efter coronakrisen, som de har ført kampagne for siden marts.

Men samtidig lykkedes det også de fem sparelande, hvoraf Danmark er et af dem, at få forhandlet andelen af tilskud ned.

FAKTA: Sådan fordeler EU-lande 13.580 milliarder kroner

Efter et usædvanligt langt topmøde har EU-landenes stats- og regeringschefer tidligt tirsdag morgen indgået en aftale om et budget og en genopretningsfond.

Syvårsbudgettet for 2021-27 er på 1074,3 milliarder euro. Genopretningsfonden efter coronakrisen er på 750 milliarder euro.

* 30 procent af alle midler øremærkes klima og understøttelse af et klimamål for 2050.

* Genopretningsfonden finansieres ved, at EU-Kommissionen optager lån på kapitalmarkederne, som betales tilbage fra 2027 til 2058.

* Ud af den samlede genopretningspulje på 750 milliarder euro, er 390 milliarder euro tilskud til især de værst ramte lande og sektorer, mens 360 milliarder euro er lån.

* Hovedparten af midlerne (672,5 milliarder) fra genopretningsfonden skal bruges i perioden 2021-23 - 70 procent de første to år og 30 procent i det følgende.

* Resten af genopretningspuljen gives som tilskud under forskellige programmer som forskning, regional udviklingsstøtte og hjælp til overgangen til en CO2-fri fremtid. Dermed sikres demokratisk kontrol med midlerne.

* 378 milliarder euro afsættes under den overordnede ramme med struktur- og samhørighedsmidler.

* Der fastsættes en mekanisme, der skal sikre, at udbetaling af EU-midlerne betinges af overholdelse af retsstatsprincipper.

* Til en hovedpulje med blandt andet landbrugsstøtte afsættes 356 milliarder euro.

* Migration og grænsekontrol: 22,7 milliarder euro.

* EU-administration: 73,1 milliard euro.

* Naboskab, bæredygtighed og udvikling: 98,4 milliarder euro.

Størrelsen af forskellige underprogrammer i EU-budgettet:

* Forskningsprogrammet Horizon Europe: 75,9 milliarder euro.

* Investeringsprogrammet InvestEU: 1,3 milliarder euro.

* Infrastrukturprogrammet Connecting Europe Facility: 28,4 milliarder euro.

* Det digitale program Digital Europe: 6,7 milliarder euro.

EU-Parlamentet skal godkende budgettet, og nationale parlamenter skal godkende, at EU's indtægtsloft hæves midlertidigt.

Kilde: EU-Rådet.

8 kommentarer
Vis kommentarer